Navne

Latinsk:

Endothia parasitica.

Dansk:

Kastaniekræft.

Synonymer:

Cryphonectria parasitica.

Norsk:

Kastanjekreft.

Svensk:

Kastanjekräfta.

Engelsk:

Chestnut blight, Chestnut canker.

Tysk:

Kastanienkrebs.

Fransk:

Chancre du châtaignier.

Symptomer

Kastaniekræft udvikler sig så hurtigt, at den når hele stammen rundt, inden at der udvikles kallusdannelse. Ellers dannes kallus som en modreaktion, som kan hæmme angrebet for en tid. På de dele af træet, som ligger over infektionsstedet eller i den side, hvor dette er, vil bladene visne og blive brune men stadig hænge på træet. Neden for kræftsår eller døde partier, hvor der vil være frisk løvværk, vil adventivknopperne efter en vis tid blive stimuleret til brydning.

På unge tyndbarkede grene er inficerede partier lysebrune i stærk modsætning til underbarkens normale olivengrønne farve. Ved ældre stammeinfektioner vil en sådan farveforskel være mindre tydelig. Hvor kambiet dræbes hurtigt, bliver der et indsunket parti i barken, men forløber udviklingen langsommere, vil der dannes nye lag af bark uden på det angrebne væv, og dette medfører en opsvulmning, som bevirker, at barken sprækker.

I den indre del af barken dannes et karakteristisk lysebrunt mycelium, som kommer til syne, når et stykke af barken bortskæres.

 

Biologi

Svampens konidier og sæksporer spredes med vind og regn men også med insekter og fugle. Infektionsvejen kan være sår, forårsaget af insektvektorer. Internt i træet kan spredningen ske ganske hurtigt, hvis ikke der sker den før omtalte kallusdannelse, som hindrer svampens spredning.

Svampen kan leve saprofytisk på andre løvtræer. Vifteformet, læderfarvet mycelium dannes i underbark og kambium. Der dannes rødagtige sæksporehus (peritecier) gruppevis. Fra pykniderne (knopcellehusene) dannes i fugtigt vejr tillige lange skrueformede sporeranker af orangegule konidier.

 

Værtplanter

Castanea er hovedværtplanten men også Quercus, Fagus og Acer kan angribes.

 

Udbredelse og betydning

Europa: Frankrig, Italien, det tidl. Jugoslavien og Schweiz, men lokale infektioner findes også i Grækenland, Ungarn, det tidl. Sovjetunionen, Spanien, Tunis og Tyrkiet. Endvidere er svampen rapporteret men ikke etableret i Belgien og Portugal.

Amerika: Canada og USA.

Asien: Indien, Japan, Kina og Korea.

I tiden 1904 til 1950 forårsagede kastaniekræften næsten en fuldstændig udryddelse af Castanea dentata (amerikansk kastanie) de østlige stater af USA. Det ser dog ud til, at sygdommen har mindre skadevirkning i Europa end i USA. Nye friske skud fra stubbe på angrebne træer tyder på, at træerne kan overleve angreb.

I Kina og Japan angribes andre kastaniearter, men det ser ud som om svampen også der forvolder mindre skade.

 

Forvekslingsmuligheder

Skaden kan på et vist stadium forveksles med angreb af Phythophtora cambivora men ved angreb af denne sidste svamp vil der ikke frembryde knopper eller skud, og hele træet vil være dødt.

 

Hovedkilder

EPPO, 1980: Data Sheets of Quarantine Organisms.

 

Tekst af OD/N 1986.