Navne

Latinsk:

Sclerotinia spp.

Dansk:

Knoldbægersvamp.

Finsk:

Parhkahome.

Symptomer

Ved angreb af knoldbægersvamp rådner stilke, blade, blomster og rodknolde hos talrige plantearter. Angrebet ses som hvide svampebelægninger, og i cellevævene dannes hvide og senere sorte, hårde sklerotier, der er dannet af sammenvokset svampemycelium. Sklerotiernes form, størrelse og antal er varierende fra en størrelse af 2-4 mm x 1 mm til 2,5 cm x 1 cm. Disse hvileknolde dannes som regel inde i plantevævene i modsætning til de tilsvarende sklerotier, som dannes af gråskimmel, Botrytis spp.

 

Biologi

Knoldbægersvamp overvintrer i marken i form af fritliggende sklerotier eller som sklerotier i rester af plantevæv. De kan overleve i 6-7 år i jorden, men fremspiringen er dog afhængig af en række biologiske faktorer herunder fugtigheden i jorden. Når knoldene spirer, er det med nogle skiveformede frugtlegemer, kaldet apotecier, fra hvilke talrige sæksporer om foråret inficerer værtplanterne gennem spredning med vinden over flere kilometer.

Infektionsvejene er ofte sår på planterne, hvorfra svampemyceliet trænger videre ind i plantevævet.

 

Værtplanter

Knoldbægersvamp har mange værtplanter som knoldvækster, kløver, grønsager som gulerødder, rødbeder selleri, salat osv. men også kartoffel angribes samt mange prydplanter af slægterne Antirrhinum, Campanula, Dahlia, Delphinum, Euphorbia, Gypsophila, Iris, Lupinus, Petunia og Zinnia samt en række ukrudtsplanter.

 

Udbredelse og betydning

Sygdommen er spredt over hele verden og kan forårsage store udbyttetab. Ydermere er sygdommen svær at udrydde, når den først har vundet fodfæste i et areal eller i ét drivhus.

 

Hovedkilder

Faktablad om växtskydd. Växtskydd 9 T. Sveriges Lantbruksuniversitet, konsulentavdelingen. Åkesson, I. 1984.

POHJAKALLIO, 0. 1963. Kasvipatologia II. Borgå 1963.

 

Test af RV/FIN 1985.