Navne

Latinsk:

Melampsora medusae

Dansk:

Poppelrust

Synonymer:

Melampsora albertensis

Svensk:

(Rost)

Engelsk:

Poplar rust

Finsk:

Poppeliruoste

Tysk:

Pappelrost

Skadebillede

På poppel: De første tegn på infektion er gulagtige pletter med uredosporer (sommersporer), der viser sig på undersiden af bladene 2-3 uger efter løvspring. Ved kraftige angreb er også bladenes overside befængt. De lavest siddende blade angribes først, og senere spreder infektionen sig til hele træet. Bladene tørre ind og falder for tidligt af. Træer kan helt berøves deres blade på 3 uger. Lignende symptomer kan fremkaldes af andre Melampsora-arter, som er vidt udbredt. på poppel i Europa.

På nåletræer: Årets nåle bliver misfarvede og nekrotiske og bærer pyknider og skålrust. Disse sporedannende lejer kan lejlighedsvis også findes på kogler og sjældnere på unge skud. De inficerede nåle dør og falder af.

 

Biologi

Denne rustsvamp er værtskiftende, men i mildt klima kan sommersporestadiet overvintre i knopper og bark uden, at en alternativ vært er nødvendig. Basidiesporer fra overvintrende teleutosporer (vintersporer) på poppel inficerer om foråret nåletræerne.
Pyknider og æcidier bliver dannet på disse nåle. Æcidiesporerne (skålrustsporerne), som kan føres lang vej med vinden, inficerer så modtagelige popler gennem sommeren. Disse sporer kan dog ikke inficere nåletræerne igen. Sommer sporer produceret på poppel kan også føres langt med vinden. Fugtige og varme vejrforhold fremmer hurtig spredning af denne sygdom.

 

Værtplanter

Populus.

Mellemvært: Abies concolor, A. grandis, Larix, Picea sitchensis, Pinus, Pseudotsuga og Tsuga mertensiana.

 

Udbredelse og betydning

Europa: Frankrig lokalt, rapporteret fra Portugal, hvor den dog ikke er etableret.

Amerika: Nordamerika og Argentina

Asien: Japan

Australien og New Zealand.

Tidligt bladfald og dermed tab i livskraft afstedkommer stor skade på modtagelige poppelarter, men også skade på Larix, Pinus og Pseudotsuga. Det er rapporteret fra Australien, at i New South Wales spredte sygdommen sig over et område på 1200 ha i løbet af 6 uger. I de vestlige dele af Canada er der meldt om udbredt skade på nåletræer og poppel, såvel i planteskoler som beplantninger og naturlig skov. I Europa-området er angreb både sjældne og af lille økonomisk betydning.

Der er en vis risiko for introduktion af en aggressiv race af svampen i denne region kan forårsage stor skade, særligt i områder med mildt klima og hvor mellemværter således ikke er nødvendig.

 

Hovedkilder

EPPO, 1980: Data Sheets on Quarantine Organisms.

 

Tekst af /N 1986.