Nej, for konventionelle slagtesvinestalde under indsatsområde 1 og 2, er der 3 typer af ændringer, som ikke nødvendigvis kræver godkendelse af Landbrugsstyrelsen.
- Ændring i placering af stalden
- Ændring af materialevalg og/eller udformning af stalden
- Ændring af miljøteknologi
Ændring i placering af stalden:
Du kan frit placere dit projekt, inden for den bedrift/cvr-nummer der er ejer af tilsagnet.
Ændring af materialevalg og/eller udformning af stalden:
Du har fået tilsagn til et antal stipladser til en forudbestemt standardpris, uden hensyn til, hvilke materialer og hvilken udformning du vælger at bruge til byggeriet. Du skal dog altid opfylde kravene til obligatoriske elementer og brug af nye materialer og elementer – vi accepterer ikke genbrug. Ændringer i antallet af stipladser skal altid godkendes af Landbrugsstyrelsen.
Ændring af miljøteknologi:
Har dit projekt opnået en pointscore på 7 eller derover, vil en ændring af miljøteknologi ikke have indflydelse på dit tilsagn. Har du under 7 point, kræver en ændring af miljøteknologi en genberegning af teknologiens miljøeffekt, og dermed din prioriteringsscore (for nærmere information omkring beregningen henvises til vejledningen)
Liste med tilsagnshavere med en pointscore på 7 eller derover.
Kan du finde dit projekt på ovenstående liste, så skal du ikke søge om godkendelse, hvis du vil ændre din miljøteknologi. Fremgår dit projekt ikke af listen, skal dine ændring(er) af miljøteknologi(er) godkendes af Landbrugsstyrelsen.
For økologiske slagtesvinestalde under indsatsområde 3 og 4, kan du også frit placere dit projekt, inden for den bedrift/cvr-nummer der er ejer af tilsagnet, uden at ændringen kræver en godkendelse af Landbrugsstyrelsen.
Det er en forudsætning for alle ændringer, at du kan opnå eventuelle nye byggetilladelser og miljøgodkendelse til det ændrede projekt. Nødvendige tilladelser skal forlægge ved ansøgning om udbetaling.