Minivådområder 2021

Find vejledning, ansøgningsskema m.m. til tilskuddet minivådområder 2021

Gå til minivådområder 2022

Formålet med Minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand.

Overvejer du at etablere et minivådområde, vil oplandskonsulenten gratis kunne hjælpe dig med en række forberedende undersøgelser, herunder udarbejdelse af ansøgning om tilskud.

Har du etableret et minivådområde kan du få kompensation for arealudtag og vedligehold finansieret af nationale midler. Bemærk, at den nationale kompensation gives som de minimis støtte.

Minivådområdeordningen er 100 % finansieret af EU-midler under det danske landdistriktsprogram.

Læs mere om det danske landdistriktsprogram

Læs mere om oplandskonsulenterne

Se minivådområdekortet

Se guide til minivådområdekort i Miljøgis*

*guiden tager udgangspunkt i udpegningskortet 2019, men funktionerne er de samme i 2021

Status og frister

Lukket for nye ansøgninger
Åben for udbetaling
  • 16. April 2021 til 14. September 2021

    Ansøgningsfrist

Anslået sagsbehandlingstid3-6 måneder

Om tilskuddet

Du kan som privat ansøger med et CVR-nr. eller CPR-nr. søge om tilsagn om tilskud til et minivådområdeprojekt.

For at søge om tilskud til et minivådområdeprojekt, skal du desuden være ejer eller forpagter af et areal, der er udpeget som 'egnet' eller 'potentielt egnet' til etablering af minivådområder.

Der er standardomkostninger på minivådområdeprojekter. Det betyder, at offentlige ansøgere, der skal overholde reglerne i udbudsloven, ikke kan søge om tilskud til et minivådområde.

Et minivådområdeprojekt kan også være med flere lodsejere. Lodsejere kan i fællesskab oprette en forening/organisation, der står for at udføre projektet. Forholdet til foreningens/organisationens medlemmer er et privatretsligt forhold. Foreninger/organisationer skal have et CVR-nr., før de kan søge om tilskud til et minivådområdeprojekt.

Vi giver 100 procent i tilskud til etablering af et minivådområde. Tilskuddet er finansieret af EU via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Der er i alt afsat 215 mio. kr. til ansøgningsrunden til åbne minivådområder og 25,6 mio. kr. til arealkompensation og vedligehold finansieret via nationale midler.

Etablering af åbent minivådområde – det kan du få tilskud til

Der er standardomkostninger på projekttypen ’åbne minivådområder’:

STANDARDOMKOSTNINGER FOR MINIVÅDOMRÅDER 2021
Post Startpris (kr.) Pris pr. m2 anlægsareal svarende til 1 procent af drænoplandet (kr.)
Samlet for obligatoriske dele 149.000 38
Etablering af pumpe 69.000 9
Etablering af planter 2.750 1
Etablering af sti mv. 8.000 (Fast pris på 8.000)
Konsulentudgifter til byggerådgivning 13.250 (Fast pris på 13.250)
Andre udgifter til bl.a. myndighedstilladelser- og gebyrer 6.200 (Fast pris på 6.200)
Arkæologiske forundersøgelser 11.800 2,5

Tabel: Obligatoriske og valgfrie standardomkostninger samt satser for minivådområdeordningen 2021

Obligatoriske dele dækker over alt anlægsarbejde, etablering af arbejdsplads, brønds- og ledningsarbejder, jordarbejder (inkl. etablering af lermembran, hvis anlægsarealet består af potentielt egnet areal), der sikrer, at kravene i bilag 3 er overholdt.

Det maksimale beløb du kan få udbetalt svarer til størrelsen af dit åbne minivådområde beregnet som 1 procent af drænoplandets størrelse. Du kan således godt i IMK have tegnet og anlagt et minivådområde, der er mellem 1 og 1,5 procent af drænoplandet, men standardomkostningen er udregnet ud fra størrelsen, der svarer til 1 procent af drænoplandet.

Areal- og vedligeholdelseskompensation - det får du i tilskud

Åbne minivådområder:

  • For arealer i omdrift: 35.000 kr. pr. ha projektareal i arealkompensation og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2020).
  • For arealer med permanent græs: 18.000 kr. pr. ha projektareal i arealkompensation og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2020).
  • For naturarealer/andet: 3.000 kr. pr. ha projektareal i arealkompensation og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2020).

Beløbet udbetales som en engangskompensation for opretholdelsesperioden på 10 år. Beløbet er inkl. udgifter til vedligehold, som omfatter oprensning af sediment efter behov, oftest efter 5 år og eventuel grødeskæring i minivådområdets dybe bassiner, hvis disse vokser til.

Landbrugsstyrelsen giver tilsagn om tilskud til 100 procent af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til etablering af et minivådområde. Projekterne finansieres af EU (100 procent) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Når du søger om tilskud til etablering af et minivådområder har du samtidigt mulighed for at søge om tilskud til vedligehold og arealkompensation. Denne finansieres af nationale midler fra Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri og gives som de minimis-støtte. Du skal være opmærksom på, at der findes et loft for, hvor meget man må modtage i de minimis-støtte over 3 regnskabsår på 20.000 Euro.

Dit tilsagn er betinget af, at følgende kriterier er opfyldt (kriterier for støtteberettigelse)

  • Projektet må ikke begynde, før du har indsendt din ansøgning om tilsagn om tilskud
    Du kan påbegynde projektet, så snart du har indsendt din ansøgning om tilsagn om tilskud, hvis du ikke har valgt startdatoen til 1. september, fordi du har et arealbaseret tilsagn på arealet.
    Udgifter, du afholder inden du har fået tilsagn eller afslag, er for egen regning og risiko.
  • Du er ansvarlig for at gennemføre projektet
    Det er dig som tilsagnshaver, der er ansvarlig for, at projektet gennemføres i overensstemmelse med de kriterier og forpligtigelser, der følger med tilsagnet.
  • Du skal være ejer af investeringerne
    Det betyder, at det er dig som tilsagnshaver, der skal afholde udgifterne i projektet. Det betyder, at alle fakturaer skal være udstedt til dig.
  • Du skal gennemføre projektet på dine egne eller forpagtede arealer
    Selve minivådområdeanlægget skal være placeret på arealer, som du enten ejer eller forpagter. Oplandet til minivådområdet behøver ikke ligge på den jord, som du ejer eller forpagter.
  • Du sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang
    Kontrolmyndigheden skal have mulighed for adgang til projektområdet. Det betyder, at der skal være en farbar vej rundt om hele minivådområdet. Yderligere skal der være adgang for kontrolmyndigheden til at kontrollere fakturaer og betalingsdokumentation samt de nødvendige myndighedsgodkendelser.
  • Du skal opnå de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder, inden du indsender din anmodning om slutudbetaling
    Du er ansvarlig for at indhente de nødvendige tilladelser til projektet inden du anmoder om slutudbetaling.
  • Du skal oplyse via ansøgningsskemaet al de minimis-støtte, som du har modtaget i løbet af det igangværende regnskabsår samt de foregående to regnskabsår
    Ansøgningsskemaet indlæser selv den de minimis-støtte, som du har modtaget fra os. Hvis du har modtaget de minimis-støtte fra andre myndigheder inden for de seneste tre regnskabsår, skal du oplyse det i ansøgningsskemaet.
  • Du skal sikre, at minimum 80 procent af drænoplandet har været et omdriftsareal i et år forud for din ansøgning om tilsagn om tilskud
    Kravet tjekkes automatisk af ansøgningsskemaet ved at indlæse arealanvendelsen fra Fællesskemaet 2020.

Forpligtigelser der følger med et tilsagn om tilskud til et minivådområde

  • Du skal gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet
    Du skal gennemføre projektet i overensstemmelse med det tilsagn, som du modtager. Du skal gennemføre projektet i overensstemmelse med det anførte antal hektar, antal investeringer, type af investeringer og placering af minivådområdet.
  • Du skal skilte i løbet af projektperioden og oplyse om den offentlige finansiering på din hjemmeside, hvis du har en
    Fra du begynder dit projekt, skal du opsætte et skilt ved anlægspladsen. Hvis du har en hjemmeside, skal du også oplyse om projektet her.
  • Du skal afslutte projektet senest 2 år fra datoen, hvor vi har modtaget din ansøgning om tilsagn om tilskud til minivådområder, medmindre du har angivet startdato til 1. september 2021
  • Du skal sende din anmodning om udbetaling rettidigt til os.
    Vi skal modtage anmodning om slutudbetaling senest tre måneder efter den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
  • Du skal holde udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 et halvt år regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud.
  • Du skal kunne dokumentere, at de minimis-reglerne er overholdt
    Du skal opbevare alt materiale til brug for dokumentation af, at reglerne for de minimis-støtte er overholdt, i 10 år fra den dato, hvor tilskuddet til vedligeholdelse og arealkompensation blev modtaget.
  • Du skal give vederlagsfri adgang til forskere fra et universitet udpeget af Landbrugsstyrelsen, som kan foretage målinger i minivådområdet i hele tilsagnsperioden på 10 år.
  • Du skal på etableringstidspunktet sikre, at hoveddrænet fra drænoplandet afvander til minivådområdet og at der ikke eksisterer øvrige drænudløb fra drænoplandet.
  • Du skal sikre, at de anvendte teknologier og investeringer er nye
  • Du skal sikre, at der er adgang til fods rundt om hele minivådområdet

Særlige forpligtigelser når du ansøger om et åbent minivådområde

  • Du skal sørge for, at projektet ikke udsættes for væsentlig ændring, der berører dets art, mål, eller gennemførelsesvilkår, i 10 år fra datoen for slutudbetaling.
    Du skal herunder vedligeholde minivådområdet, så det fortsat reducerer kvælstof i projektet og overholder kravene beskrevet i bekendtgørelsens bilag 3.
  • Du skal etablere projektet i henhold til de krav, der er bekrevet i bekendtgørelsens bilag 3.

Minivådområdeordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2020, der har til formål at udvikle landdistrikterne, bl.a. ved at forbedre landbrugets konkurrenceevne, styrke indsatsen for at forbedre klimaet, bruge naturens ressourcer bæredygtigt og skabe en balanceret udvikling i landdistrikterne.

Det primære formål med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en sekundær effekt reducerer minivådområder også fosforudledningen.

Projekterne skal placeres på udpegningskortets egnede og/eller potentielt egnede arealer, der sikrer at minivådområderne vil have en effekt og ligge i et kystvandopland med et kvælstofreduktionsbehov.

Minivådområdeordningen bidrager til implementeringen af EU’s vandrammedirektiv.

Finansieret af Den Europæiske Union

Sådan søger du

Hvis du ønsker at ændre i dit projekt, skal du finde din ansøgning i Tast selv. Her kan du ændre i ansøgningen og indsende ændringerne af projektet.

Tast selv – Landbrugsstyrelsens digitale selvbetjening

Bemærk at projektændringer skal søges inden 2 måneder inden tilsagnsperiodens udløb. Forlængelser af projektperioden skal søges senest 10 dage inden projektperiodens udløb.

Husk, at en ændring altid skal godkendes, før du må iværksætte ændringen.

Overdragelse af tilsagn

Den oprindelige tilsagnshaver skal udfylde nedenstående skema og vedhæfte det i bilagsfanen i Tast Selv.

Skema til overdragelse af tilsagn

Særligt om indtegning af projektet i IMK

Under anlægsfasen af minivådområdet har placeringen måske ændret sig i forhold til tidspunktet for ansøgningen. Når du ved, at projektets placering har ændret sig, skal du derfor inden udbetalingsanmodningen indsende en ændring af projektet, så indtegningerne af projektet i IMK er korrekte. Husk, at vi ved en afsyning inden udbetaling kontrollerer projektets faktiske placering i forhold til din indtegning af projektet i IMK.

Ved udbetaling af tilskud til minivådområder skal du bruge udbetalingsskemaet i Tast selv:

Tast selv – Landbrugsstyrelsens digitale selvbetjening

I vejledningen til minivådområdeordningen finder du information til brug for anmodning om udbetaling. Vejledningen er under fanen 'Skema og vejledning' her i tilskudsguiden.

Når du har indsendt din udbetalingsanmodning kommer vi på afsyningsbesøg og kontrollerer, at minivådområdet overholder de krav, der findes i bekendtgørelsens bilag om designkrav du har ansøgt om. Husk, at minivådområdet skal overholde disse krav i hele opretholdelsesperioden på 10 år, hvor der også vil kunne forekomme kontrolbesøg.

Dokumentation der skal vedhæftes i forbindelse med den nye afsyningsmodel

Som en del af den nye afsyningsmodel, har du mulighed for selv at indsende dokumentation til brug ved afsyningen af dit projekt. Denne dokumentation skal vedhæftes som bilag, når du anmoder om udbetaling.

Dokumentationsskabelon

Du skal desuden vedhæfte et excel-ark til din udbetalingsanmodning, der angiver forskellige mål på dit anlagte minivådområde. Arket kan udfyldes af oplandskonsulenten. Arket bliver brugt i forbindelse med afsyningen.

Størrelses- og designkrav for minivådområder 2019

Bemærk, at begge dokumenter løbende kan blive opdateret.

Hvis dokumenterne er for store til at vedhæfte som bilag i skemaet til udbetalingsanmodningen, kan du sende dokumenter pr. e-mail til: mv-udbetaling@lbst.dk.

Du skal opbevare dokumentationsmateriale i 5 et halvt år efter slutudbetalingen

Du skal være særligt opmærksom på, at du skal opbevare udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 et halvt år regnet fra datoen i brevet om slutudbetaling.

Status for behandling af ansøgninger

Landbrugsstyrelsen behandler ansøgninger på projekttilskudsordninger. 

Se status for sagsbehandlingen

Behandling af personoplysninger

Kontakt

Projekttilskud
Tlf: 33 95 80 00
Mail: projekttilskud@lbst.dk