Fonden for Plantebaserede Fødevarer (Plantefonden) er nu åben for ansøgninger.
”I årets ansøgningsrunde ønsker vi i bestyrelsen at åbne op for ansøgninger inden for alle af fondens strategiske mål – fra udbud til efterspørgsel. Vi ser særligt gerne projekter, der involverer flere parter i branchen. Vi håber, at se forskellige typer af projekter i forskellige størrelser, der kan styrke branchen på tværs af værdikæden”, siger forperson for Plantefonden Marie-Louise Boisen Lendal.
I 2024 udgør den samlede pulje 122 mio. kr. fordelt med 87,5 mio. kr. i Plantefondens ordinære pulje samt 34,5 mio. kr. i en pulje, øremærket til forskning inden for plantefødevareområdet.
”En ny ansøgningsrunde i Plantefonden er ensbetydende med endnu et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig og klimavenlig fødevareproduktion i Danmark. Plantebaserede fødevarer kan nemlig på flere områder betegnes som både klimavenlige og mindre miljøbelastende fødevarer. I min optik er der 122 mio. grønne grunde til at søge projektstøtte i Plantefonden, hvor hver en krone går til udvikling af sektoren for plantebaserede fødevarer”, siger Marie-Louise Boisen Lendal.
Foruden et øget fokus på større projekter med flere deltagende projektpartnere på tværs af værdikæden, har bestyrelsen for Plantefonden netop offentliggjort årets handlingsplan, der konkretiserer Plantefondens strategiske udviklingsområder til konkrete udviklingsområder.
Læs handlingsplanen her
Bestyrelsen bruger handlingsplanen som et værktøj til at målrette Plantefondens midler efter de områder, som bestyrelsen vurderer, har en særlig relevans eller i særlig grad kan drage nytte af Plantefondens udviklingsstøtte et givent år. Hvor der sidste år var særligt fokus på efterspørgselsfremme, lægger handlingsplanen 2024 op til et bredt felt af projekter.
Få meget mere information om årets ansøgningsrunde på Plantefondens hjemmeside, hvor du også finder strategi, handlingsplan og ansøgningsmaterialet.
Besøg Plantefondens hjemmeside her
Hør mere om ansøgningsrunden
Hvis du ønsker at høre mere om Plantefondens ansøgningsrunde 2024, har du mulighed for at deltage i årets ansøgerwebinar.
Ansøgerwebinaret afholdes mandag den 26. februar fra kl. 10 - 13 via Skype.
Du kan tilmelde dig ansøgerwebinaret her
Yderligere oplysninger:
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på 41 89 25 07.