Markant mindre ammoniak-udslip og færre lugtgener.
Det er formålet, når landmænd overdækker deres gylletanke. Og det har der været en stor interesse for. Landbrugsstyrelsen har i år modtaget hele 946 ansøgninger om tilskud til at overdække gylletanke. Til sammenligning søgte i alt 553 landmænd om tilskuddet sidste år.
Den store stigning er godt nyt for miljøet. Ved at overdække gylletanken med et telt, lukkes både lugt og fordampning af ammoniak inde i tanken. Det hjælper med at mindske op til 50 pct. af ammoniak-udslippet.
”Når ammoniak fordamper, forurener det luften og er med til at skabe algeopblomstringer i vandområder og tab af biodiversitet. Ved at overdække gylletankene mindskes udslippet af ammoniak. Derfor er vi glade for, at vi har fået så mange ansøgninger,” siger Mette Hyldebrandt-Larsen, som er enhedschef i Landbrugsstyrelsen.
Flere landmænd kan få tilskud
Den store interesse for overdækning af gylletanke hænger sammen med, at flere landmænd nu kan søge tilskuddet hos Landbrugsstyrelsen.
Tidligere skulle den enkelte landmands investeringer løbe op i mindst 300.000 kr. for, at man kunne søge om penge til at overdække sin gylletank, men i dag kan mindre projekter på ned til 100.000 kr. også få tilskud.
Samtidig kan også planteavlere få del i tilskuddet. Tidligere var det kun landbrug med dyrehold, der kunne søge.
Ansøgningsrunden om tilskud til overdækning af gylletanke lukkede den 31. januar 2024. Alle ansøgere, der lever op til kravene, vil få udbetalt tilskud.
Yderligere oplysninger:
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på 41 89 25 07.