Alle ansøgere, der lever op til kravene, får ja til permanent ekstensivering

13-03-2025

Der er gode nyheder til alle, der har søgt om at udtage landbrugsarealer til gavn for klima, natur og miljø under ordningen ”permanent ekstensivering”. Da der er midler til alle gyldige ansøgninger, kan vi give tilsagn til alle arealer, der opfylder betingelserne.

De første ca. 500 ansøgere har allerede modtaget tilsagn om permanent ekstensivering, og det forventes, at stort set alle har fået deres tilsagn i løbet af de kommende uger. Hvis dit areal lever op til betingelserne i tilskudsordningen, vil du altså snart modtage tilsagn. Vi forventer som tidligere, at udbetalingen af tilskud vil begynde i december 2025.

I forbindelse med sagsbehandlingen støder vi løbende på spørgsmål, som vi skal have afklaret for at kunne behandle ansøgningerne om tilsagn, f.eks. om arealets ejerforhold. Så du skal som ansøger være opmærksom på, om vi sender dig en høring i Tast selv.

Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde betingelser for tilsagnet, herunder forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning fra 1. januar 2025.

Hvis du fortryder hele eller dele af din ansøgning om permanent ekstensivering, så kan du trække din ansøgning tilbage enten på nuværende tidspunkt, eller senest 4 uger efter, at du har fået tilsagn. Du trækker din ansøgning helt eller delvist tilbage ved at sende en mail til Arealtilskud (arealtilskud@sgav.dk) og oplyse journalnummer fra ansøgningen. Du skal huske at oplyse, om det er hele tilsagnet eller nogle bestemte marker, du ønsker at trække tilbage fra ansøgningen.

Arealet skal anmeldes i Fællesskema

Du skal som ansøger huske, at det areal, hvor du har søgt tilsagn om permanent ekstensivering, typisk også skal anmeldes i Fællesskema 2025, da det er et krav, at du indberetter alle dine arealer. Du kan fortsat søge grundbetaling til dit areal, hvis du lever op til reglerne for denne ordning. Du kan læse mere om hvilke afgrødekoder, som du skal bruge, i vores spørgsmål og svar på tilskudsguiden for permanent ekstensivering.

Læs tilskudsguiden om permanent ekstensivering

Hvis du får et afslag, kan du søge andre ordninger

I enkelte tilfælde kan du få et afslag, hvis vi ved sagsbehandling finder ud af, at dit areal ikke lever op til betingelserne. Det kan f.eks. være, at arealet ligger i byzone. Hvis du ikke får tilsagn om permanent ekstensivering, kan du søge andre ordninger, der ikke er forenelige med permanent ekstensivering f.eks. biodiversitet & bæredygtighed eller økologisk arealstøtte.

Mere information om permanent ekstensivering

Ordningen ”permanent ekstensivering” har til formål at give tilskud til at ekstensivere landbrugsarealer med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser, begrænse kvælstofudvaskningen og forbedre biodiversiteten på arealerne. Ordningen er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Læs mere om permanent ekstensivering

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks.

Mød os på sociale medier

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er på Facebook og LinkedIn.

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne - LDP 2020

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: Landbrugsstotte-Geodata@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.