Over sommeren sender vi breve med høringer på de marker, hvor analysen af satellitbilleder har registreret en uoverensstemmelse i de oplysninger, du har indberettet i dit fællesskema. Der kan f.eks. være en anden afgrøde på marken, end den du har indberettet, eller du kan have søgt tilskud til et areal, der ikke er tilskudsberettiget – der kan være en nyopført vej eller lade, der ikke er tegnet korrekt ud af markkortet i Internet Markkort.
Hvis du indberetter de korrekte afgrødekoder og tjekker, at alle marker er indtegnet korrekt, kan du mindske sandsynligheden for at modtage en høring til sommer om, hvordan du bruger dine arealer. Når du indtegner dine marker og udfylder fællesskemaet, skal du derfor være ekstra opmærksom på, at dine indberetninger i Tast selv er korrekte. Du skal også være opmærksom på, at du indberetter de korrekte afgrødekoder, hvis du opdeler din mark i mindre marker.
Korrekt indberetning af afgrødekoder i fællesskemaet har også stor betydning for, at du overholder konditionalitetskravet om afgrøderotation (GLM-7). Konditionalitetskravet om afgrøderotation er kravet om, at du ikke må have den samme afgrøde på det samme omdriftsareal i mere end tre år i træk, og at 35 pct. af bedriftens omdriftsareal årligt skal tilsås med en anden afgrøde, end der blev dyrket på arealet i det foregående kalenderår.
Du kan ændre afgrødekoder på marker frem til fristen for at ændre fællesskemaet, som er 17. maj 2024.
Du kan læse mere om fristerne for fællesskemaet på vores hjemmeside
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.