Ny bekendtgørelse om værditabskompensation er nu offentliggjort

29-07-2024

Du kan nu se værditabsbekendtgørelsen på Retsinformation. Bekendtgørelsen skal gøre det muligt for lodsejere at modtage kompensation for arealers forringede markedsværdi, når de ønsker at beholde arealer, der er taget ud af drift i forbindelse med vand- og klimaprojekter.

Værditabsbekendtgørelsen har været i offentlig høring, og vi har nu gennemgået samtlige høringssvar og udarbejdet den færdige bekendtgørelse. Du kan se den færdige bekendtgørelse på retsinformation.

Bekendtgørelse om kompensation for tab af markedsværdi på arealer ved ekstensivering i forbindelse med vand- og klimaprojekter

Den nye bekendtgørelse om værditabskompensation er en opfølgning på den rapport som ekspertgruppen for udtagning af lavbundjorder udgav i august 2023. Rapporten bestod af 12 anbefalinger, hvor en af anbefalingerne er, at lodsejere, der beholder udtagne projektarealer, i forbindelse med jordfordeling skal kunne ydes direkte kompensation for arealets tabte markedsværdi. 

Værditabsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2024, hvorefter værditabskompensation kan anvendes i de igangværende og fremtidige projekter under Landbrugsstyrelsens projektordninger. Du kan se en liste over projektordningerne i bekendtgørelsens bilag 1.

Du finder høringssvar og høringsnotat på Høringsportalen. Her kan du også læse Landbrugsstyrelsens bemærkninger til de indkomne høringssvar, og hvordan de er håndteret. 

Gå til Høringsportalen 

Du kan læse mere om, hvilke anbefalinger ekspertgruppen også kom med i rapporten ”12 anbefalinger til at udtage mest mulig kulstofrig lavbundsjord hurtigste muligt”. 

Gå til rapporten  

Kort om værditabskompensation

Formålet med værditabskompensation er at gøre det enklere, og mere attraktivt, for mange lodsejere at deltage i et vand- og klimaprojekt. 

Bekendtgørelsen skal gøre det muligt, at både handler med jord og aftaler om værditabskompensation håndteres samtidigt i én samlet proces i forbindelse med, at jordfordelingskommissionen afsiger kendelse i projektet. 

Vi udbetaler værditabskompensation til lodsejerne, kort efter jordfordelingskommissionens kendelse, for den markedsværdiforringelse, som det vil medføre for arealerne at indgå i projektet.

Sker der ikke jordfordeling i forbindelse med realisering af et projekt, udbetaler vi værditabskompensationen efter en fastsat skæringsdato i projektet.

Værditabskompensationen fastsættes med udgangspunkt i det konkrete projektareals markedsværdi før og efter projektetableringen. Førværdien fastlægges med udgangspunkt i en vurderingsforretning, hvilket er en fast praksis i jordfordelinger. I vurderingsforretningen deltager lodsejerudvalget i projektet, en landbrugskyndig vurderingsmand udpeget af Landbrugsstyrelsen og en lokal landbrugskyndig vurderingsmand. 

Arealets markedsværdi efter projektanlæggelsen fastsættes ud fra kriterier om anvendelsesmuligheder og mulighed for grundbetaling. Det fremgår også af bekendtgørelsen.

Når bekendtgørelsen er trådt i kraft den 1. august 2024, er der mulighed for at få værditabskompensation i både igangværende vand- og klimaprojekter samt vådområde og lavbundsprojekter, hvor der ikke er afsagt jordfordelingskendelse endnu, og i fremtidige projekter under Landbrugsstyrelsens projektordninger. Det vil fremgå af informationsmaterialet i projektet, hvordan der modtages værditabskompensation i projektet.

Abonnér

Få nyheder fra Landbrugsstyrelsen sendt til din mailboks.

Mød os på sociale medier

Landbrugsstyrelsen er på Facebook og LinkedIn.

Kom med i vores brugerpanel

Vil du være med, når Landbrugsstyrelsen udvikler regler, it-løsninger og vejledningsmateriale? Så tilmeld dig vores brugerpanel.

Kontakt

Natur- & Landbrugsudvikling
Tlf: 33 95 80 00
Mail: naturoglandbrugs-
udvikling@lbst.dk