Den helt nye tilskudsordning ’Tilskud til madspildsorganisationers og -foreningers indkøb m.m. af transportmidler 2024’, skal afhjælpe det stigende transportbehov blandt madspildsorganisationer. Der ydes tilskud til at dække madspildsorganisationers transportbehov i form af køb, leasing, leje, el.lign.
Du kan finde høringsbrev samt udkast til bekendtgørelsen på høringsportalen
Baggrund for den kommende tilskudsordning
Landbrugsstyrelsen har i forbindelse med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris Madspildsstrategi (initiativ nr. 11), fået til opgave at udmønte en tilskudsordning i samarbejde med Fødevarestyrelsen. På Finansloven 2024 er der afsat 2,0 mio. kr. til en tilskudsordning, hvor organisationer og foreninger, der arbejder for at reducere madspild kan søge tilskud til transportrelaterede udgifter
Hvad gives der tilskud til?
Bekendtgørelsen fastsætter regler for tilskud til visse non-profit organisationers eller foreningers transportmidler, de erhverver med henblik på bekæmpelsen af madspild.
Der kan ydes tilskud til madspildsorganisationers transportbehov i form af køb, leasing, leje, el.lign. af transportmidler der opfylder følgende krav:
- Egnet motordrevet køretøj, som f.eks. en varevogn eller en lastbil
- Transportmidlet skal være egnet til transport af fødevarer og være dimensioneret til at transportere den tiltænkte mængde af fødevarer.
Hvem kan få tilskud?
Formålet med indsatsen er at styrke de frivillige organisationer, der arbejder for at bekæmpe madspild. Ansøgerkredsen for ordningen vil være nonprofitorganisationer, ikke-erhvervsdrivende foreninger og ikke-erhvervsdrivende fonde, der har et gyldigt CVR-nummer i Danmark, og som arbejder med madspild i Danmark. Privatpersoner, virksomheder eller erhvervsdrivende fonde vil derfor ikke kunne modtage tilskud fra puljen.
Har du bemærkninger?
Du kan sende dine eventuelle bemærkninger til cap@lbst.dk senest den 19. august 2024
Den nye bekendtgørelse forventes at træde i kraft den 2. september 2024.