Du kan søge om at få udbetalt restbeløbet fra tyveårige miljøordninger

04-04-2024

Du kan i 2025 søge om at få udbetalt den resterende del af dit samlede tilsagnsbeløb på arealer med et tyveårigt tilsagn om fastholdelse eller miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger på én gang. Hvis du ikke søger om at få restbeløbet udbetalt, kan du fra 2026 ikke få udbetalt tilskud for 3-meterbræmmer og naturarealer. Du skal selv søge om at få udbetalt restbeløbet, og i nyheden her kan du læse om, hvilke krav der er til udbetalingen.

Du kan i 2025 søge om at få udbetalt restbeløbet fra følgende ordninger:

Etablering af vådområder - MVJ (tilsagnstype 13)

Miljøvenlig drift af vådområder (tilsagnstype 16)

Fastholdelse af vådområder - tilsagnstype 50 (20-årig) 

Fastholdelse af vådområder og naturlige vandstandsforhold (tilsagnstype 55) - 20-årigt tilsagn 

Fastholdelse af vådområder, naturlige vandstandsforhold og lavbundsområder, (tilsagnstype 74, 75, 76, 77 og 78) - 20-årigt tilsagn

Det betyder, at hvis du f.eks. har et tilsagn om fastholdelse med start i 2012 på et permanent græsareal, hvor tilskudssatsen er 1.800 kr./ha, så kan du i 2025 få udbetalt det resterende tilskudsbeløb på 14.400 kr./ha for de sidste otte år på én gang.

Hvilke krav skal jeg opfylde?

Du skal opfylde nogle overordnede krav for at få udbetalt restbeløbet. 
Der skal være tinglyst en servitut på arealet, hvor det fremgår, at der permanent er forbud mod at bruge pesticider og gødning, ligesom arealet skal være udtaget af almindelig landbrugsdrift og ikke må omlægges.  

Bliver arealet brugt til afgræsning eller slåning, og/eller har du et tilsagn om Pleje af græs- og naturarealer på arealet, kan dette tilsagn fortsætte. Du kan også søge et nyt tilsagn om Pleje af græs- og naturarealer på arealet, uanset om der er udbetalt restbeløb fra den tyveårige ordning.

Mulighed for at tilsagnet kan ophøre    

Tilsagnet ophører efter udbetaling af restbeløbet, hvis der er gået mindst 5 år af tilsagnsperioden, dvs. tilsagnet er begyndt 1. september 2020 eller før. 

Hvis du har et tilsagn, der er begyndt i 2021 eller 2022, kan du søge om at få udbetalt restbeløbet, men tilsagnet ophører ikke. Tilsagnet vil så køre videre i 2026 og 2027 med krav om årlig indberetning mm., men du får ikke udbetalt yderligere tilskud. Tilsagnet kan så ophøre efter 5 år fra tilsagnets start.

Kan jeg lade tilsagnet køre videre – og ikke søge restbeløbet udbetalt?

Du kan også lade tilsagnet køre videre og søge udbetaling hvert år i den resterende del af tilsagnsperioden. Du skal dog være opmærksom på, at dine tilsagnsarealer fra 2026 bliver omfattet af bl.a. GLM-reglerne under den ny CAP. 

Det betyder, at der ikke kan gives tilskud til 3-meterbræmmer langs vandløb og søer. 

Derudover kan du fra 2026 ikke længere få udbetalt tilskud fra disse ordninger til naturarealer, selvom tilsagnet fortsætter i 2026 eller senere. Det betyder, at hvis du ikke søger om at få udbetalt restbeløbet i 2025, så falder tilskuddet for 3-meterbræmmer og naturarealer væk fremadrettet.

Hvad skal du gøre for at få udbetalt restbeløbet?

Du skal selv søge om at få udbetalt restbeløbet. Vi forventer, at du kan søge om udbetaling af restbeløbet i Fællesskema 2025. 

Hvis arealet er bortforpagtet, og forpagter vil søge udbetaling af restbeløbet, skal I udfylde en erklæring, så det tydeligt fremgår, at ejer er indforstået med, at forpagter søger udbetaling af restbeløbet. Hvis arealet er bortforpagtet, men ejer vil søge udbetaling af restbeløbet, skal I sørge for, at tilsagnsarealet producentskiftes tilbage til ejeren senest på tidspunktet, hvor ejeren søger udbetaling af restbeløb. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.