Ansøgningsrunden for etablering af anlæg til grøn bioraffinering 2023 er åben

01-11-2023

Den første ansøgningsrunde under den nye ordning Etablering af anlæg til grøn bioraffinering er åbnet i dag. Frem til 9. januar 2024 kan du søge om tilskud til at etablere dit bioraffineringsanlæg.

Nu kan du søge om etablering af anlæg til grøn bioraffinering. For at kunne søge, skal du have et aktivt CVR-nummer, og konkludere, at der er potentiale for at etablere et anlæg netop der, hvor du ønsker at etablere det. Det skal du gøre ved at udfylde en projektmodningsrapport. Udfyldelse af projektmodningsrapporten kan være finansieret af tilskudsordningen for Projektmodning af anlæg til grøn bioraffinering.  

Den 19. september 2023 havde vi informationsmøde om ordningen Etablering af anlæg til grøn bioraffinering.

Du kan se optagelse af mødet her.

Hvad kan du få tilskud til?

Vi giver tilskud til etablering af anlæg, der som minimum raffinerer græs, kløver, lucerne m.v. med henblik på fremstilling af proteinkoncentrat til dyrefoder. Du kan få 65 pct. i tilskud til de udgifter, der er tilskudsberettigede. Det er bl.a. materiale og udstyr til at etablere selve anlægget, til bygningen, hvor anlægget skal placeres, og til opbevaring af produkter.

Du kan læse mere om reglerne på tilskudsguiden og i den bekendtgørelse, der er trådt i kraft i dag

Vær opmærksom på ændringer, ift. den bekendtgørelse, som trådte i kraft 1. juli 2023. Bl.a. er der blevet fjernet et kriterie om, at projektet ikke må være påbegyndt inden ansøgning om tilsagn. Der er desuden tilføjet et mere detaljeret afsnit angående skiltning. 

Om ordningen 

Tilskuddet skal medvirke til at udbrede grøn bioraffinering i Danmark. Det vil bidrage til, at Danmark bliver mere selvforsynende med foderproteiner, hvilket mindsker importen af soja. 

Ordningen har tre ansøgningsrunder i henholdsvis 2023, 2024 og 2025, hvor der i alt i Landbrugsaftalen er afsat en pulje på 245 mio. kr. 

Etablering af anlæg til grøn bioraffinering er en del af den fælles europæiske landbrugspolitik (CAP) for perioden 2023-2027. Ordningen er 100 procent finansieret af EU via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). 

Læs mere om grøn bioraffinering og vores tilskudsordninger.

EU logo

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.