Landbrugsstyrelsen har ændret bekendtgørelsen om konditionalitet for 2023. Med ændringen har vi skrevet ind i bekendtgørelsen, at konditionalitetskravene (GLM- og LF-kravene) gælder hele året, og at Landbrugsstyrelsen kan gennemføre konditionalitetskontrol hele året. Der er således ikke tale om materielle ændringer til selve konditionalitetskravene, som du som landbruger skal overholde, når du søger om tilskud.
Landbrugsstyrelsen blev i forbindelse med et kvalitetstjek opmærksom på, at der manglede hjemmel til at håndhæve reglerne om konditionalitet og standsede derfor sine kontrolaktiviteter vedrørende konditionalitet i slutningen af februar 2023. På grund af den manglende hjemmel kan styrelsen ikke anvende kontrolresultater fra de kontrolbesøg, der blev gennemført før den 10. marts 2023 i forhold til tilskudsnedsættelse for overtrædelser af konditionalitetskrav.
20 landbrugere har haft kontrolbesøg. Landbrugsstyrelsen skriver til de 20 landbrugere og meddeler, at den gennemførte kontrol med overholdelse af konditionalitetskravene er ugyldig, og at det betyder, at hvor der ved kontrollen blev konstateret overtrædelser af konditionalitetskrav, vil kontrolresultaterne ikke blive anvendt til konditionalitetssanktioner.
Bekendtgørelsesændringen er trådt i kraft fra 10. marts 2023.
Bekendtgørelse om konditionalitet og den seneste ændringsbekendtgørelse kan findes her:
Bekendtgørelse nr. 73 af 27. januar 2023 om konditionalitet for 2023
Bekendtgørelse nr. 247 af 8. marts 2023 om ændring af bekendtgørelse om konditionalitet for 2023
Læs vejledningerne om konditionalitet her
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljo-erhvervsregulering@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.