I dag starter høring af bekendtgørelse og vejledning til Miljø- og klimateknologi 2023

26-06-2023

Til november bliver det endnu engang muligt at søge om tilskud til investeringer via ordningen Miljø- og klimateknologi. Puljen er på hele 570 mio. kr. Frem til og med fredag den 25. august har du mulighed for at give bemærkninger til ordningens vejledning og bekendtgørelse.

Vi sender i dag bekendtgørelse og vejledning til Miljø- og klimateknologi 2023 i høring, og du kan nu læse og komme med bemærkninger til begge dele frem til og med fredag den 25. august.

Se udkastet til bekendtgørelsen og vejledning på Høringsportalen, og læs hvordan du sender os dine bemærkninger.

Vi forventer, at bekendtgørelsen træder i kraft 15. november, og at ansøgningsrunden er åben i perioden 16. november 2023 til 31. januar 2024.

Hvem kan få tilskud?

Du kan søge tilskud, hvis du er landbruger eller gartner inden for følgende sektorer:

  • svin
  • kvæg
  • fjerkræ
  • planteavl, herunder kartoffelavl
  • gartneri.

Du skal have et arbejdskraftsbehov på minimum 830 timer om året. 

I starten af juni udsendte vi en nyhed om åbning af Miljø- og klimateknologi 2023 til november med en pulje på 380 mio. kr. 

Læs vores nyhed om åbning af Miljø- og klimateknologi 2023 til november her

Ministeren har besluttet at øge den økonomiske ramme til hele 570 mio. kr. Den økonomiske pulje er derfor historisk høj, så der er rigtig gode muligheder for at opnå tilsagn.

Hvad er nyt i Miljø- og klimateknologi 2023?

Det er nyt i år, at:

  • der er oprettet et selvstændigt indsatsområde til teltoverdækning af gylletanke, som også planteavlere kan søge om tilskud under.
  • Af hensyn til hjemtagning af EU-midler fra Landdistriktsprogrammet inden udgangen af 2025 er projektperioden kun på et år.

Den sidste ansøgningsrunde i Landdistriktsprogrammet

Miljø- og klimateknologi 2023 er sidste mulighed for at søge om tilskud til miljø- og klimateknologier under Landdistriktsprogrammet. Ordningen er udelukkende finansieret med EU-midler. 

I 2025, 2026 og 2027 er der afsat midler til ordningen under den nye landbrugsreform (CAP).

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.