Husk at oprette MitID Erhverv, hvis du som konsulent eller virksomhed skal logge på Landbrugsstyrelsens app

09-06-2023

Virksomheder eller konsulenter, der ønsker at bruge Landbrugsstyrelsens app som fuldmagtshaver, skal logge på via MitID Erhverv. Her kan du læse mere om, hvordan du bruger MitID Erhverv til Landbrugsstyrelsens app.

Hvis du er fuldmagtshaver og skal bruge Landbrugsstyrelsens app, skal du bruge MitID Erhverv til at logge på appen. Du skal være opmærksom på, at MitID Erhverv erstatter NemID medarbejdersignatur, som udfases 30. juni 2023. Det betyder også, at det ikke længere vil være nødvendigt med en fysisk nøglefil, som du måske kender  fra NemID’s erhvervsløsning. 

I disse tilfælde skal du benytte MitID Erhverv for at logge på Landbrugsstyrelsens app:

  • Du er konsulent, og din konsulentvirksomhed har fået fuldmagt af en ansøger.
  • Ansøgningen er indsendt på vegne af en enkeltmandsvirksomhed.
  • Du har som selskab (I/S, IVS, ApS eller A/S) indsendt en ansøgning.

Du kan her læse mere om, hvordan din virksomhed får MitID Erhverv 

Med MitID Erhverv kan du logge ind med dit private MitID på vegne af din virksomhed. Du kan også logge ind med et særskilt MitID til erhvervsbrug. Så har du ét MitID til privat brug og ét til erhvervsbrug.

Det skal du bruge Landbrugsstyrelsens app til

Landbrugere og konsulenter skal bruge Landbrugsstyrelsens app til at besvare et høringsbrev om en tilskudsbetingelse. Vi kontrollerer tilskudsbetingelsen med satellitbilleder. Den primære funktion med Landbrugsstyrelsens app er, at du kan sende fotodokumentation som svar på en høring. Du har indtil nu skulle bruge appen til at dokumentere, at aktivitetskravet på grundbetalingsordningen er overholdt. Men fra 2023 skal du også bruge den til at dokumentere, at den anmeldte afgrøde er korrekt, at arealet er støtteberettiget, og at et pløjeforbud på en række bio-ordninger er overholdt.

Her kan du finde vejledning og information om Landbrugsstyrelsens app

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: landbrugsstotte-geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.