Landbrugsstyrelsen vurderer løbende behovet for at udsætte ansøgningsfristen til Fællesskemaet 2023

24-02-2023

Vi følger ansøgningsrunden og ikke mindst performance på vores it-systemer meget tæt og vurderer løbende, om der er grundlag for fristudsættelse.

Fællesskema indsendes via systemet Tast selv.  Den 13. februar var vi nødt til at lukke Tast selv på grund af nedbrud i Internet Markkort (IMK). Vi vurderer løbende behovet for fristudsættelse og på grund af nedbruddet den 13. februar, vil ansøgningsrunden blive forlænget med én dag.

Udmelding om fristforlængelse sidst i marts

Det er vigtigt for både erhvervet og Landbrugsstyrelsen at have sikkerhed i forhold til ansøgningsfristen. Når ansøgningsfristen bliver ændret, har det en række følgeeffekter. F.eks. skal it-systemer opdateres, og bekendtgørelser udstedes på ny. Derfor ændrer vi ansøgningsfristen én gang og ikke løbende, hvis der undervejs i ansøgningsrunden er nedetid på vores it-systemer.

Vi vil sidst i marts melde den samlede fristforlængelse ud, og nedetiden den 13. februar vil indgå heri. Derved er der klarhed om ansøgningsfristen inden påske. Vi vil melde den ændrede frist ud i en faglig nyhed og herefter hurtigst muligt opdatere bekendtgørelser og vejledninger.

Med nedbruddet den 13. februar er der p.t. én dags fristforlængelse, og vi arbejder naturligvis for, at der ikke kommer flere nedbrud. Opstår der yderligere nedbrud, vil disse føre til fristforlængelse.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrugsstotte-geodata@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.