Nu udbetaler vi landbrugsstøtte, men udbetalingsbrevene er forsinkede

05-12-2023

Vi begyndte at udbetale grundbetaling og tilskud til bio-ordninger 1. december. Du kan se, om dine tilskud er klar til udbetaling i Tast selv.

Hvert år i december begynder vi at udbetale landbrugsstøtte til de danske landbrugere. Udover grundbetaling og tilskud til bio-ordninger er vi også i gang med at udbetale økologisk arealtilskud, tilskud til pleje af græs og tilskud til målrettet regulering.

Vi plejer at sende et udbetalingsbrev, samtidig med at vi udbetaler penge, men udbetalingsbrevene er forsinkede, pga. en teknisk udfordring. Vi forventer dog, at vi har sendt udbetalingsbrevene før jul. Det betyder, at du kan modtage din udbetaling, inden du modtager et udbetalingsbrev.   

Du skal være opmærksom på, at udbetalingerne kommer drypvis. Det kan f.eks. ske, at vi udbetaler tilskud til en bio-ordning, før vi udbetaler grundbetalingen.

Sådan ser du status på din udbetaling 

Læs her, hvordan du ser status på din udbetaling:

  1. Log ind på Tast selv.
  2. Find ”Fællesskema 2023” via forsiden eller "Alle sager”.
  3. Hvis der under ”Landbrugsstyrelsens handlinger” står ”Sagsbehandling afsluttet”, udbetaler vi dit tilskud hurtigst muligt. Hvis der står ”Sagsbehandling i gang”, må du være tålmodig lidt endnu.

Gå til Tast selv 

Hvornår kan du få din udbetaling?

Vi udbetaler fra starten af december 2023. Derefter udbetaler vi løbende. Der går ca. en uge, fra vi har færdigbehandlet din ansøgning, til du har pengene på din konto.

Hvis du har gæld til det offentlige, skal du være opmærksom på, at Gældsstyrelsen kan modregne i din udbetaling.

Få ansøgninger udtaget til kontrol for omgåelse

Landbrugsstyrelsen har i år udtaget et fåtal af ansøgninger til kontrol for omgåelse. Som sidste år målretter vi udtagningen til de sager, hvor vi vurderer, at risikoen for omgåelse er størst. Målretningen sker på baggrund af en omfattende gennemgang af ansøgninger fra 2017-2021 og justeres løbende. Kontrollen for omgåelse skal i lighed med øvrige kontroller afsluttes inden udbetaling af støtte.

Læs om Landbrugsstyrelsens kontrol for omgåelse 

Nogle ansøgere får deres udbetaling, før de får deres afgørelse

Vi mangler at sende ca. 1.100 afgørelsesbreve, hvor forskellen på ansøgt og tilskudsberettiget areal er under 1 ha pr. ordning. Vi havde planlagt at sende brevene, samtidig med at udbetalingen af landbrugsstøtte gik i gang, men de er blevet forsinkede, pga. en teknisk udfordring. Hvis du modtager en afgørelse, har du naturligvis mulighed for at klage over den – uanset hvornår du modtager den.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til arealtilskud@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.