Landbrugsstyrelsen har nu fået resultatet af den årlige tilfredshedsundersøgelse. Af undersøgelsen fremgår det, at landbrugernes tilfredshed med styrelsen er faldet en smule. Til gengæld er der lidt flere konsulenter, som er tilfredse med styrelsen.
Af undersøgelsen fremgår det også, at det fortsat særligt er to ting, som både landbrugerne og konsulenterne ønsker at styrelsen har fokus på og får forbedret. Kategorierne ”regler i praksis” og ”IT-systemer og ansøgning” er nemlig igen topscorerne hos vores brugere, når de skal svare på, hvor vi skal lægge fokus for at skabe forbedringer.
Et af de områder, som landbrugerne og konsulenterne, ifølge undersøgelsen er glade for, er kontakten med Landbrugsstyrelsen. Generelt scorer vi højt, når landbrugerne og konsulenterne bedømmer kontakten, hvilket er glædeligt for os.
Input bruges til at skabe forbedringer
Tilfredshedsundersøgelsen indgår i det løbende arbejde med at gøre Landbrugsstyrelsen bedre for vores brugere, så det i sidste ende bliver nemmere at være landbruger. Vi har en lang række forskellige fora, hvor vi får mere koncentreret feedback fra erhvervet på de forskellige områder, mens tilfredshedsundersøgelsen giver os et vigtigt indblik i, hvordan hele erhvervet opfatter situationen her og nu.
Alt det input bliver brugt, når vi skal prioritere, hvordan vi forbedre vores service. Derfor bliver der også, med jævne mellemrum, igangsat initiativer for at skabe forbedringer, f.eks. eftertjek af implementerede regler eller indsatser på IT-området, på baggrund af vores kontinuerlige kontakt med vores brugere.
Du kan læse hele resultatet af undersøgelsen her.
Yderligere oplysninger:
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.