Husk at sende ændringsforslag til markblokke senest 1. maj

21-04-2023

Hvis du vil sende ændringsforslag til markblokke og tilhørende korttemaer, når du søger om tilskud i fællesskemaet, skal du gøre det senest 1. maj 2023.

Du har mulighed for at ændre eller oprette et korttema i din ansøgning ved at sende et ændringsforslag i Tast selv. 

Hvis du sender ændringsforslag til markblokke og tilhørende korttemaer efter fristen 1. maj, vil de ikke gælde for ansøgningsåret 2023. Hvis du sender ændringer til tidligere indsendte ændringsforslag efter 1. maj, vil de heller ikke gælde for ansøgningsåret 2023. Vi behandler dog ændringsforslag, der er sendt efter 1. maj, men de gælder først for det efterfølgende ansøgningsår. 

Da ansøgningsfristen for fællesskemaet blev udskudt fra 21. april til 28. april 2023, blev fristen for at sende ændringsforslag til markblokke og tilhørende korttemaer ændret fra 24. april til 1. maj 2023.    

Her er de korttemaer, du kan få ændret eller oprettet

De korttemaer, du kan få ændret eller oprettet, når du sender et ændringsforslag, er:

  • Markblokke
  • GLM søer
  • GLM fortidsminder
  • Fradrag grundbetaling
  • Fradrag Pleje af græs.

Det er vigtigt, at du registrerer din mark korrekt

Vi skal i juni kontrollere, om du har lavet en korrekt registrering i dit fællesskema. Vi kontrollerer, om du har registreret dine afgrøder korrekt, og om alle dine registrerede arealer er støtteberettigede og indtegnet korrekt. Vi gennemfører kontrollen ved at bruge analyser af satellitbilleder. Hvis vi finder en anden afgrøde end den, du har registreret, eller at arealet ikke er støtteberettiget, sender vi et høringsbrev til dig. 

Du kan undgå at få et høringsbrev, hvis du sikrer, at dit ansøgningsskema er udfyldt med korrekt registrerede afgrøder, og at de registrerede arealer er støtteberettigede under de ansøgte tilskudsordninger og indtegnet korrekt. 

Læs mere

Læs nyheden ”Det er vigtigt, at du anmelder dine marker korrekt”

Læs nyheden ”Vi forlænger ansøgningsfristen for Fællesskema 2023 med én uge”

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrugsstotte-geodata@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.