Den sidste planlagte ansøgningsrunde af Økologisk investeringsstøtte lukkede 1. marts 2023. 301 landbrugere og gartnere har søgt tilskud til nye investeringer, der fremmer produktiviteten på deres økologiske bedrifter eller gartnerier.
- Puljen var på 140 mio. kr.
- Der blev søgt tilskud for 80,4 mio. kr.
Til sammenligning så fik ansøgningsrunden i 2021 349 ansøgninger til et tilskudsbeløb på 86 mio. kr.
Her kan du se, hvordan søgningen fordeler sig pr. indsatsområde:
Indsatsområde | Antal ansøgninger | Beløb i alt, der er søgt om |
Svin | 12 | 1,9 mio. kr. |
Kvæg | 149 | 38,2 mio. kr. |
Frugt, bær og grønt | 11 | 3,4 mio. kr. |
Planteavl | 108 | 30,5 mio. kr. |
Æg og fjerkræ | 17 | 6 mio. kr. |
Får og geder | 4 | 376 t. kr. |
I alt | 301 | 80,4 mio. kr. |
Kvæg og planteavl er højdespringere
I indsatsområdet målrettet kvægsektoren blev der ansøgt for mere end den afsatte pulje - som det eneste indsatsområde. Der var afsat 34 mio. kr., og der blev søgt for 38,2 mio. kr.
Vi har derfor tildelt midler fra et andet indsatsområde til indsatsområdet til kvæg, så alle ansøgere kan få tilsagn. Indsatsområdet til planteavl er også populært med en søgning på 30,5 mio. kr.
Vil du give andre mulighed for at få tilskud?
En del ansøgere investerer ikke i de teknologier, som de har søgt om tilskud til, og derfor søger de heller ikke om udbetaling.
Hvis du fortryder din investering, kan du annullere dit tilsagn og frigive midlerne, og dermed kan andre få glæde af et tilskud på en anden tilskudsordning.
Hold dig orienteret om ordningen og sagsbehandling af tilsagn på Tilskudsguiden.
Om ordningen
Økologisk investeringsstøtte 2022 er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2020, som er forlænget til og med 2022. Tilskudssatsen er på 40 %. Ordningen er 100 % finansieret af EU. Formålet med tilskud til Økologisk investeringsstøtte 2022 er at bidrage til produktivitetsforbedring i forskellige økologiske produktionsgrene ved f.eks. at øge effektiviteten, det økologiske areal eller produktionen for den enkelte økologiske landbrugsbedrift.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til eu&projekt@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.