Ansøgningsrunden for Etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere forlænges til 28. april 2023

20-04-2023

Landbrugsstyrelsen har tidligere forlænget ansøgningsfristen for Fællesskema 2023 til og med 28. april. Nu forlænger vi ansøgningsrunden for Etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere tilsvarende.

Vi har besluttet, at ansøgningsrunden for Etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere skal følge den samme frist som Fællesskema 2023. Det gør vi for at sikre, at så mange som muligt kan nå at indsende en ansøgning, og at der ikke opstår tvivl om den gældende frist. 

Vi forlænger derfor ansøgningsfristen fra 24. april til 28. april 2023. Du har derfor til og med 28. april til at indsende din ansøgning om tilskud.

Forlængelse medfører ændring til bekendtgørelse

Ordningen er planlagt til at åbne alle år mellem 2023 – 2027. Dato for ansøgningsrunderne er oplistet i ordningens bekendtgørelse, og derfor er det nødvendigt at udstede en ny bekendtgørelse, før ansøgningsfristen i 2023 kan forlænges. Den nye bekendtgørelse træder i kraft 22. april. 

Du kan finde ændringen til bekendtgørelsen på Tilskudsguiden, når den træder i kraft. 

Om etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere

Hvis du er en ung landbruger eller ung gartner, så kan du i perioden 2023-2027 søge om tilskud til at etablere et landbrug eller gartneri. Du skal som ansøger leve op til nogle krav for at få tilskud, som bl.a. er, at du skal: 

  • være under 41 år på ansøgningstidspunktet. Dvs. du må ikke være fyldt 41 år den dato, hvor du indsender din ansøgning
  • som minimum have den almindelige 4-årige landmandsuddannelse, den almindelige gartneriuddannelse, eller en anden uddannelse, der sikrer du har de relevante faglige kompetencer 
  • være driftsleder af virksomheden og på udbetalingstidspunktet eje 25 pct. af ejerandelene og have 50 pct. af stemmerettighederne.

Læs mere om ordningen på Tilskudsguiden  

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.