Økologiske dyr skal som udgangspunkt have adgang til græsmarker så meget som muligt, når forholdene tillader det. Dette er stadigvæk gældende. Fødevarestyrelsen har lavet nye anbefalinger om, at dyr, i det omfang det er muligt, tages på stald i perioder, hvor risikoen for smitte er høj.
Det er derfor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs vurdering, at det er muligt at holde økologiske drøvtyggere, såsom får, geder, kvæg og hjorte på stald hele døgnet.
Forudsætningen for dette er, at risikoen for smitte med bluetongue er så stor, at forholdene ikke tillader, at dyrene er ude. Det er vores vurdering, at risikoen for smitte er stor, hvis:
- Der er smitte i din besætning
- Der er smitte på en naboejendom, der har arealer, som grænser op af din bedrift
- Der er flere smittetilfælde i dit nærområde
Det er en betingelse, at det noteres og begrundes i logbogen, at dyrene er lukket på stald som følge af høj risiko for smitte med bluetongue.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø understreger, at denne udmelding kun er gældende indtil 1. november 2024, hvor græsningsperioden er slut.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk att. Økologiadministrationen.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.