Landbrugsstyrelsen kender nu de forventede afgrøder på de danske marker i 2024. Markerne er indberettet i Fællesskemaet, som havde ansøgningsfrist 26. april. På baggrund af disse oplysninger bliver der foretaget en beregning af, hvor der kan placeres økologiske bistader i år. Når beregningen foreligger vil bikortlaget blive tilgængeligt i IMK og indberetningsskemaet ”Økologisk biavl” åbner for indberetning.
Indberetningen
I 2024 skal placeringen af økologiske bigårde indberettes via Tast selv.
Bigårdenes placering skal indtegnes i Internet markkort (IMK), hvor der vil komme et kortlag, som viser godkendte områder i 2024. Bikortet skal efter indtegning indlæses i skemaet Økologisk biavl.
I skemaet indberettes antal af bigårde, bifamilier samt omlægningsdato for de økologiske bier.
Efter indsendelse vil vi sagsbehandle jeres indberetninger og I vil herefter modtage en godkendelse/afvisning af bigårdenes placering i Tast selv. Hvis vi afviser en placering får I fem hverdage til at flytte bierne til en anden placering.
Hvornår kan jeg indberette mine bier?
Landbrugsstyrelsen håber at kortlag og skema er klar til indberetning omkring 17. maj 2024. Når det er klar vil vi straks udsende en faglig meddelelse. Meddelelsen vil indeholde fristen for indberetning og en vejledning til indberetningen.
Hvis du vil have besked med det samme, kan du abonnere på faglige meddelelser her. Sæt kryds i rubrikken ”Økologi – regler og vejledning”.
Hvorfor er det ikke klar endnu?
De godkendte områder beregnes for Landbrugsstyrelsen på baggrund af de indberetninger af økologiske- og ikke-økologiske afgrøder, som Landbrugsstyrelsen har modtaget i Fællesskemaet 2024. Desværre blev fristen for indsendelse forlænget med fire dage i år, så fristen var 26. april 2024.
Landbrugsstyrelsen kender nu de forventede afgrøder på den danske marker i 2024. På baggrund af disse oplysninger bliver der foretaget en beregning af, hvor der kan placeres økologiske bistader i år. Når beregningen foreligger vil bikortlaget blive tilgængeligt i IMK og indberetningsskemaet ”Økologisk biavl” åbner for indberetning.
Du kan med fordel orientere dig i hvor der var godkendte placeringer i tidligere år.
På dette link vil I kunne se tidligere godkende placeringer fra 2017 til 2023. Vælg ”Arealer godkendt til økologisk biavl ” i menuen til venstre – den ligger et stykke nede som nr. 14.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk att. Team Økologiadministration.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.
Du kan abonnere på to typer af økologinyheder
Kategorien ”Økologi” er til dig, der gerne vil modtage brede nyheder, der er relevante for alle, der interesserer sig for økologi, og ”Økologi - regler og vejledning” er til dig, der gerne vil modtage oplysninger og nyheder om tilskud, produktion, regler og kontrol, som er relevante for økologiske landmænd, gartnere og forsyningsvirksomheder.
Du kan abonnere på nyheder fra Landbrugsstyrelsen her.