Praksisændring – Individuelle ansøgninger om anvendelse af ikke-økologisk planteformeringsmateriale til dyrkningsforsøg

30-04-2024

Landbrugsstyrelsen giver hvert år mange tilladelser til anvendelse af ikke-økologisk planteformeringsmateriale til forsøg. Indtil videre har Landbrugsstyrelsen tilbudt, at foretage den formelle ansøgning for den enkelte økologiske bedrifter i OrganicXseeds (OXS) ud fra tilsendte lister over sorter, arter og forsøgsværter når det drejede sig om større forsøg udlagt på forskellige bedrifter. Fra 1. september 2024 ændrer vi praksis. Fra denne dato skal den enkelte bedrift selv foretage ansøgningen i OXS for de arter og sorter, der dyrkes forsøgsmæssigt på bedriften. Dermed behandler vi alle der anvender ikke-økologisk planteformeringsmateriale ens.

Baggrund

Tilladelser (dispensationer) til anvendelse af ikke-økologiske frø på økologiske bedrifter gives individuelt for den enkelte sort/art til den enkelte økologiske bedrift og skal opbevares på bedriften.

Landbrugsstyrelsen skal årligt indberette til EU, hvor store mængder ikke-økologisk planteformeringsmateriale der er givet dispensationer til denne indberetning omfatter også dispensationer givet til forsøg. Data til indberetningen trækkes fra OXS, hvorfor alle dispensationsansøgninger skal registreres i OXS for hver enkelt art/sort og bedrift.

OrganicXseeds

Det er disse ansøgninger Landbrugsstyrelsen hidtil har foretaget på vegne af de ansvarlige for forsøgene, som vi nu ændrer praksis for.

Hvad betyder det i praksis?
Fremover er det de enkelte forsøgsværter, der skal søge individuel dispensation til de nødvendige arter/sorter. Det er ikke længere muligt at indsende en samlet dispensationsansøgning.

Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk att. Økologiadministrationen.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

Du kan abonnere på to typer af økologi-nyheder

Kategorien ”Økologi” er til dig, der gerne vil modtage brede nyheder, der er relevante for alle, der interesserer sig for økologi, og ”Økologi - regler og vejledning” er til dig, der gerne vil modtage oplysninger og nyheder om tilskud, produktion, regler og kontrol, som er relevante for økologiske landmænd, gartnere og forsyningsvirksomheder.