Vi minder dig om, at du skal indberette dine økologioplysninger i Økologiskema 2024. Det skal du gøre for at beholde/opnå din økologicertificering.
Alle økologiske jordbrugsbedrifter skal hvert år indberette oplysninger i Økologiskemaet. Oplysningerne er nødvendige, for at vi kan gennemføre den lovpligtige årlige økologikontrol, og for at du kan få et nyt økologicertifikat (tidligere økologierklæring).
Du skal også indberette, hvis du er ny økolog og har søgt certificering i 2023, selvom du endnu ikke har modtaget dit certificeringsnummer.
Du skal indberette inden indberetningsfristen 26. april 2024.
Hvis du ikke foretager indberetningen inden fristen, vil vi tilbagekalde din økologicertificering, ligesom vi vil udstede en bøde for manglende indberetning af oplysninger, da det er en overtrædelse af økologireglerne.
Hvad med Fællesskema?
Tidligere foretog du den årlige økologiindberetning i fællesskemaet. Fra i år er alt i forhold til den økologiske indberetning taget ud af fællesskemaet, og derfor skal du foretage indberetningen i Økologiskemaet.
Det er ikke længere nødvendigt at indsende Fællesskemaet, medmindre du ønsker at søge tilsagn eller udbetaling af tilskud, herunder grundbetaling, økologisk arealstøtte eller økologisk arealtilskud. Vi anbefaler, at du indsender økologiskemaet, inden du indsender fællesskemaet.
Hvis du ikke længere ønsker at være økolog
Ønsker du, at ophøre som økolog, skal du straks meddele dette i Økologiskemaet via Tast selv. Det gør du ved at oprette et Økologiskema 2024 i Tast selv og registrere ophørsdatoen under fanen ”Ansøger”.
Ophørsdatoen kan tidligst være den dato du indsender Økologiskemaet. Du ophører ikke automatisk ved, at evt. tilsagn om støtte udløber.
CVR-nummer eller CPR-nummer?
Som økolog er du enten certificeret på dit CPR-nummer eller CVR-nummer/P-nummer. Det er vigtigt, at du indsender dine økologioplysninger på det nummer, du er certificeret i. Hvis du har en fuldmagtshaver til at foretage indberetningen, er det vigtigt at fuldmagten er udstedt til det rigtige CPR-nummer eller CVR-nummer.
Vi er klar til at hjælpe
Vi har ikke autooprettet en kladde på Økologiskemaet 2024, du skal derfor selv oprette Økologiskema 2024 i Tast selv under fanen ”Ansøg og indberet”. Du kan læse nærmere herom i tastevejledningen til Økologiskema 2024, som du finder på vores hjemmeside:
Find vejledning til udfyldelse af økologiskemaet her
Skulle du alligevel opleve udfordringer ved udfyldelse af Økologiskema 2024, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00. Det er vores erfaring fra tidligere år, at de fleste ringer lige op mod ansøgningsfristen. Der er derfor kortere ventetid, hvis du ringer nu.
Du kan ringe og få hjælp i åbningstiden fra kl. 8.30 til kl. 15.00 alle hverdage.
Hold dig orienteret om evt. fejl på vores driftsstatusside
Du kan nemt få et overblik over, hvordan vores systemer kører under ansøgningsrunden, på driftsstatussiden. Her vil vi også løbende orientere dig, når vi får flere meldinger om samme type fejl.
Hvis du oplever fejl ved udfyldelse eller indsendelse, bør du lave en fejlmelding via hjemmeside.
Se driftsstatus og opret fejlmelding
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk, att. Økologiadministrationen.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.