Du kan se bekendtgørelsen, høringsbrevet, miljøvurdering og en vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser af bekendtgørelsesudkastet på høringsportalen.
Bekendtgørelsen gælder fra den 1. august 2024.
Gå til høringsportalen.
Fristen for at indsende høringssvar er den 20. maj 2024 kl. 12.00.
Du kan i nyheden her læse om de vigtigste ændringer:
Kommer i høring ad to omgange
Hidtil har den årlige høring af gødskningsbekendtgørelsen afventet afgrøde- og husdyrnormerne, der først foreligger endeligt medio maj. Det har betydet, at bekendtgørelsen er kommet sent i høring i forhold til, hvornår bekendtgørelsen skal træde i kraft, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.
For planperioden 2024/2025 sender vi i Landbrugsstyrelsen derfor bekendtgørelsen i høring i to dele.
Første høring omfatter selve bekendtgørelsesteksten, mens anden høring vedrører bekendtgørelsens bilag, herunder afgrøde- og husdyrnormerne. Det er dermed også i anden høring, at de nye afgrødenormer bliver præsenteret på baggrund af seneste økonomiske beregnede optimum.
I den høring, der løber nu, indgår selve bekendtgørelsesteksten, men ikke bilagene til bekendtgørelsen. Det betyder, at der er justeringer af bekendtgørelsens regler, som henviser til bilag, der ikke er en del af høringsmaterialet. Imidlertid vil allerede kendte ændringer til tabellerne være beskrevet i denne første høring.
Vi forventer at sende anden del af høringen om bekendtgørelsens bilag i høring medio maj.
Ændrede husdyrnormer for udegående fjerkræ
Husdyrnormerne vil som altid være opdateret på baggrund af de seneste produktionsdata. I forbindelse med høringen af gødskningsbekendtgørelsen for planperioden 2023/2024 varslede vi nogle ændringer af, hvordan vi fastsætter husdyrnormer for udegående fjerkræ.
De varslede ændringer bliver nu gennemført for planperioden 2024/2025, og det medfører en forøgelse af normerne for udegående fjerkræ. Indtil nu har andelen af kvælstof- og fosforudskillelsen fra fjerkræ, der er afsat på udearealer, ikke indgået i normen for fjerkræ.
Det betyder, at normen, der har været fastsat i gødskningsbekendtgørelsen, har været ca. 10 pct. lavere end dyrenes reelle produktion.
Husdyrnormerne for udegående fjerkræ vil fremgå i den anden høring, hvor bilagene til bekendtgørelsen sendes i høring.
Ny mulighed for at anvende græs i eget svinehold
Bekendtgørelsesudkastet giver som noget nyt mulighed for at få norm til dyrkning af græs du anvender til at fodre eget svinehold.
Hidtil har svin ikke fremgået med værdier for foderoptag af bekendtgørelsens bilag 1, tabel 4. Det har betydet, at virksomheder ikke har kunnet anvende kvælstofnormer for græs til opfodring af egen svinebesætning.
Med et styrket fagligt grundlag åbner bekendtgørelsen nu op for at kunne anvende kvælstofnormen for græs, hvis en virksomhed anvender græs i egen svinebesætning.
De fodermængder græs, der kan fodres med, vil fremgå i anden høring af bekendtgørelsens bilag 1, tabel 4.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Miljo-Erhvervsregulering@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.