I dag har du mulighed for at reducere kvælstofkvoten på din bedrift som alternativ til at etablere pligtige - og husdyrefterafgrøder samt målrettede efterafgrøder. Reduceret kvælstofkvote kan også blive aktuelt i forbindelse med målrettede efterafgrøder, hvis du enten ændrer din ansøgning efter fristen eller får en sanktion for manglende efterafgrøder.
Ny omregningsfaktor for reduceret kvælstofkvote
Når du får reduceret kvælstofkvote, bruges der en omregningsfaktor for at sikre, at reduktionen svarer til samme effekt, som efterafgrøderne ville have haft. Aarhus Universitet har nu vurderet, at der er behov for en genberegning af omregningsfaktoren, hvor eftervirkningen ikke længere indregnes.
Derfor forventer vi at ændre omregningsfaktoren for reduceret kvælstofkvote, hvor følgende kvotetræk vil komme til at gælde:
- Hvis du anvender mindre end 80 kg N/ha i organisk gødning på din bedrift, vil kvotetrækket være 110 N/ha. Dette er en stigning fra den tidligere værdi på 93 N/ha.
- Hvis du anvender mere end 80 kg N/ha i organisk gødning på din bedrift, vil kvotetrækket være 175 N/ha. Dette er en stigning fra den tidligere værdi på 150 kg N/ha.
Kvotereduktion under målrettet kvælstofregulering
Reduceret kvælstofkvote vil ske med den nye omregningsfaktor, hvis du nedskriver dit areal med frivillige målrettede efterafgrøder eller alternativer efter ansøgningsfristen, eller hvis vi på en kontrol konstaterer, at der f.eks. er etableret færre efterafgrøder eller alternativer, end der er ansøgt om.
Eksempler på brug af ny omregningsfaktor:
- Hvis du anvender virkemidlet kvotereduktion under tilskudsordningen målrettet kvælstofregulering i 2024, er det din kvote for planperioden 2023/2024 der vil blive reduceret.
- Hvis du f.eks. mangler at udlægge efterafgrøder i 2024, er det din kvote for planperioden 2024/2025, der vil blive reduceret.
|
I vores vejledning om målrettet kvælstofregulering kan du læse mere om kvotereduktion.
Gå til vejledning om målrettet kvælstofregulering.
Kvotereduktion ved pligtige- eller husdyrefterafgrøder
Reduceret kvælstofkvote vil ske med den nye omregningsfaktor, hvis du bruger virkemidlet kvotereduktion i stedet for at udlægge pligtige eller husdyrefterafgrøder, eller hvis du nedskriver arealet.
Eksempler på brug af ny omregningsfaktor
- Hvis du bruger virkemidlet kvotereduktion i stedet for at udlægge pligtige- eller husdyrefterafgrøder i 2024, er det din kvote for planperioden 2024/2025, der vil blive reduceret.
- Hvis du har udlagt pligtige- eller husdyrefterafgrøder i 2024 og nedskriver dem efter indberetningsfristen 10 september 2024 og frem til 31. januar 2025, eller frem til, at vi anmelder kontrol på arealet, vil du få en reduceret kvælstofkvote med den nye omregningsfaktor.
|
Omregningsfaktoren vil indgå i kommende bekendtgørelser
Den nye omregningsfaktor kommer til at fremgå af bekendtgørelsen om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler for planperioden 2024/2025, som vi forventer at sende i høring i løbet af efteråret, samt i plantedækkebekendtgørelsen for planperioden 2024/2025, som vi forventer at sende i høring i starten af 2024.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til: miljo-erhvervsregulering@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.