Ny viden om økologisk væksthusproduktion i bundjord kan føre til nye regler

20-10-2023

Aarhus Universitet har offentliggjort en rapport om økologisk væksthusproduktion i bundjord. Landbrugsstyrelsen vil nu analysere rapportens resultater og tale med andre myndigheder og interesseorganisationer om den. Det kan senere føre til nye regler for økologiske væksthuse. Her og nu er der dog ingen ændringer til reglerne for økologiske væksthuse.

Tomater og agurker i væksthuse har brug for mere gødning end f.eks. korn på marker. Økologer må ikke bruge kunstgødning. Derfor bliver der brugt mere organisk gødning i økologiske væksthuse end på markerne. Økologisk produktion skal som udgangspunkt være i bundjord. Det betyder, at dyrkningen som udgangspunkt sker i et drivhus uden fast bund eller brug af potter.

Der er en risiko for, at kvælstof og fosfor fra organisk gødning i økologiske væksthuse kan forurene bl.a. grundvandet. Derfor har Aarhus Universitet siden 2020 lavet undersøgelser i fem økologiske væksthuse. Formålet med undersøgelserne har været at få viden om risikoen for forurening. Aarhus Universitet har også undersøgt, hvordan forureningen fra væksthusene kan begrænses og samlet konklusionerne i en rapport.

Se rapporten om økologisk væksthusproduktion i bundjord på Aarhus Universitets hjemmeside

Mulighed for nye regler for økologiske væksthuse

Landbrugsstyrelsen går nu i gang med at analysere rapportens resultater for at finde ud af, om der er brug for at ændre reglerne for økologiske væksthuse for at begrænse risikoen for forurening. Blandt andet vil Landbrugsstyrelsen undersøge, om der bør være særlige krav til, hvordan og hvor meget der må vandes. Landbrugsstyrelsen vil også se på, om reglerne for kvælstof og fosfor kan ændres, så økologiske væksthuse kan få lov til at bruge mere anden organisk gødning.

I det videre arbejde vil Landbrugsstyrelsen tale med andre myndigheder og interesseorganisationer om rapporten og eventuelt få foretaget flere undersøgelser. Til sidst skal der tages en politisk beslutning om, hvilke regler der fremover skal gælde for gødning i økologiske væksthuse. Da der er tale om en stor og kompleks opgave med mange involverede, kan Landbrugsstyrelsen ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår reglerne eventuelt bliver ændret.

Abonnér på nyheder om økologi her

Sådan er reglerne for økologiske væksthuse i dag

Her og nu er der ingen ændringer i reglerne for økologiske væksthuse. Det betyder, at du skal overholde den almindelige grænse for kvælstof fra organisk gødning på 170 kg kvælstof pr. hektar i dit økologiske væksthus. Du skal også overholde de almindelige fosforlofter. Hvis du udbringer mere gødning, end du må, i dit økologiske væksthus, kan du få en bøde.

Grænserne for kvælstof og fosfor gælder på virksomhedsniveau. Du må derfor gerne udbringe mere end 17o kg organisk gødning pr. hektar i dit økologiske væksthus, hvis du samtidig udbringer en tilsvarende mindre mængde gødning på andre arealer. 

Du kan læse mere om regler for økologisk væksthusproduktion i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion kapitel 19.

Gå til vejledning om økologisk jordbrugsproduktion

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til jordbrugskontrol@lbst.dk 

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 00.