Du kan nu læse og kommentere på ændringer til gødskningsbekendtgørelsen for planperioden 2023/2024. Fristen for at indsende høringssvar er 4. december 2023 kl. 10.00.
Ændringsbekendtgørelsen forventes at gælde fra 1. februar 2024.
Find høringsmaterialet på Høringsportalen her
I denne nyhed kan du læse om, hvad der bliver ændret i gødskningsbekendtgørelsen.
Tal for protein og fosfor fra høsten 2023
Høsten, og dermed også høstværdierne for protein og fosfor i fodermidler til svin og fjerkræ, var ikke i hus, da gødskningsbekendtgørelsen trådte i kraft 1. august 2023. Derfor udsteder vi nu værdierne for indhold af råprotein og fosfor i fodermidler til svin og fjerkræ fra høsten 2023 med denne ændringsbekendtgørelse. Du skal bruge værdierne i forbindelse med foderkorrektioner (den såkaldte type 2-korrektion).
Korrektionen giver mulighed for at justere mængden af kvælstof og fosfor i husdyrgødningen i gødningsregnskabet, hvis du kan dokumenteres, at fodringen afviger fra standardforudsætningerne bl.a. ved en mere effektiv fodring.
Landbrugsstyrelsen stiller i gødskningsbekendtgørelsen krav om brug af værdier fra det år, hvor det anvendte fodermiddel er høstet, og derfor opdateres tabellerne med de seneste værdier.
Værdier for indhold af råprotein og fosfor i fodermidler til kvæg hentes fra NorFor (Nordic Feed Evaluation System). Der har ikke været ændringer i NorFors fodermiddeltabel siden 1. august 2023, og derfor er tabellen med fodermidler til kvæg uændret.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: Miljo-Erhvervsregulering@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.