Se status på ansøgningsrunden til målrettet kvælstofregulering 2023

21-03-2023

Mange landbrugere har allerede søgt om tilskud til målrettede efterafgrøder eller alternativer, men der er også kystvandoplande, hvor der stadig mangler en del. Se et kort over status for ansøgningsrunden i dit område, og husk at søge tilskud inden ansøgningsfristen.

Ordningen skal i 2023 hente et indsatsbehov på ca. 3.500 tons kvælstof, hvilket svarer til ca. 373.000 ha efterafgrøder. Indsatsbehovet er i år fordelt på 69 ud af de i alt 90 kystvandoplande.

Se kort over status på ansøgningsrunden i dit område

Der er per 17/03-2023 søgt ca. 125.500 ha svarende til omkring 34 pct. af de ca. 373.000 ha efterafgrøder som der er behov for. På kortet kan du se, hvor meget af indsatsbehovet, der mangler i de enkelte kystvandoplande.

Danmarkskort over søgning til målrettede efterafgrøder per 17. marts 2023

Tjek dit fællesskema og rapport over målrettet kvælstofregulering 2023

På ansøgningssiden ”Målrettet kvælstofregulering” i fællesskemaet kan du i tabellen "Målrettet kvælstofregulering – vejledende indsatsbehov og ansøgt areal pr. ID90-område" se, om du lever op til det vejledende indsatsbehov på din bedrift. Hvis du vil etablere flere målrettede efterafgrøder eller alternativer, kan du søge om det frem til ansøgningsfristen.

Du kan i ansøgningsperioden holde dig opdateret om, hvordan ansøgningerne til målrettet kvælstofregulering fordeler sig i de kystvandoplande, hvor du har arealer ved at trække en rapport i Tast selv. Det betyder, at du nemmere kan vurdere sandsynligheden for, om indsatsbehovet i dit område når at blive opfyldt i den frivillige runde. Rapporten opdateres løbende og du kan finde den i Tast selv under fanen ”lister”.

Forventer du ikke at bruge hele din gødningskvote i planperioden 2022/2023, kan du også indberette en reduktion i gødningskvoten for denne planperiode. Du kan ikke få tilskud til kvotereduktion, men det kan modregnes i et eventuelt obligatorisk krav.

Du kan kun få tilskud til den frivillige del af målrettet kvælstofregulering

Under ansøgningsrunden kan du få et tilskud på 500 kr. pr. ha målrettede efterafgrøder og alternativer. Du kan ikke søge tilskud til målrettet kvælstofregulering efter ansøgningsfristen. Efter ansøgningsfristen prioriterer vi de indsendte ansøgninger og sender dig et tilsagnsbrev, hvor du kan se, hvilke marker du har tilsagn om tilskud til, og hvilke marker du eventuelt har fået afslag på. Herefter opgør vi, om der er behov for et obligatorisk krav i de kystvandoplande, hvor indsatsbehovet ikke er opfyldt.

Obligatorisk krav

Hvis der ikke bliver søgt tilskud til et tilstrækkeligt areal med målrettede efterafgrøder eller alternativer til at opfylde indsatsbehovet i de enkelte kystvandoplande, kan der blive indført et krav om etablering af obligatoriske målrettede efterafgrøder. Krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder vil omfatte alle bedrifter i kystvandoplandet, der har et efterafgrødegrundareal på over 10 ha. Økologer er undtaget kravet. Du kan ikke få tilskud til et obligatorisk krav, men du kan fratrække de hektar, som du har fået tilsagn om tilskud til i den frivillige ansøgningsrunde.

Mere om målrettet kvælstofregulering

Ordningen målrettet kvælstofregulering er en etårig ordning under EU’s Landdistriktsprogram.

Læs mere om ordningen målrettet kvælstofregulering 2023 i tilskudsguiden

EU og LDP logo

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.