Du skal huske at indberette gødningsregnskab for planperioden 2021/2022 senest 31. marts 2023, hvis din bedrift er tilmeldt Register for Gødningsregnskab. Det skal du gøre, hvis du har tilsagn om økologisk arealtilskud og har søgt udbetaling i 2022. Hvis du ikke indberetter gødningsregnskabet til tiden, vil vi som udgangspunkt nedsætte din udbetaling af økologisk arealtilskud.
Landbrugsstyrelsen præciserer: Vi nedsætter også basistilskud, hvis du indberetter for sent
Landbrugsstyrelsen har i starten af marts udsendt en nyhed samt et påmindelsesbrev til de ansøgere, der ikke har indsendt gødningsregnskab, hvor vi gør opmærksom på, at tillæg for reduceret kvælstoftilførsel bliver nedsat, hvis du ikke indsender gødningsregnskab.
I forhold til nyhed og brevet præciserer vi nu, at hvis du ikke har indsendt gødningsregnskabet til tiden, nedsætter vi dit tilskud, og nedsættelsen vil omfatte både basistilskud om økologisk arealtilskud og eventuelt tillæg til reduceret kvælstoftilførsel samt øvrige tillæg.
I nyheden kan du desuden læse om, hvordan du indsender gødningsregnskab, og hvilke øvrige konsekvenser der er ud over nedsættelse af tilskud.
Læs nyheden: Sidste chance for at indberette gødningsregnskab for planperiode 2021/2022
Du skal være opmærksom på, at Landbrugsstyrelsen ikke sender rykkerbreve efter fristen.
Nedsættelse gradueres
Nedsættelsen af tilskud er gradueret efter, hvor længe efter fristen, du indberetter gødningsregnskabet. Er dit tilskud for 2022 allerede udbetalt, vil du få et tilbagebetalingskrav.
Det kan du læse mere om i nyheden:
Læs nyheden: Økologisk arealtilskud: Vi ændrer praksis for at nedsætte tilskud i sager, hvor gødningsregnskabet er indberettet for sent
Læs mere
Ordningen økologisk arealtilskud er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Læs mere om økologisk arealtilskud
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.