Du skal huske at indberette gødningsregnskab senest 31. marts, hvis du har tilsagn om økologisk arealtilskud, og din bedrift er tilmeldt Register for gødningsregnskab. Hvis du ikke indberetter gødningsregnskabet rettidigt, vil vi som udgangspunkt nedsætte dit tilskud. Det betyder, at din udbetaling bliver sat ned, eller at du skal betale udbetalt tilskud tilbage.
Ny praksis for nedsat tilskud ved forsinket indberetning
Fra 2023 ændrer vi praksis og graduerer nedsættelsen ud fra, hvor lang tid efter fristen du indberetter gødningsregnskabet. Vi nedsætter tilskuddet, så snart der er tale om en forsinket indberetning, men graduerer nedsættelsen. De graduerede nedsættelser fremgår af den nye version af vejledning om økologisk arealtilskud, som du kan se på tilskudsguiden for økologisk arealtilskud.
Gå til vejledning om økologisk arealtilskud i tilskudsguiden
Vi genoptager tidligere afgørelser
Landbrugsstyrelsen har tidligere krævet hele årets økologitilskud tilbagebetalt, hvis gødningsregnskabet er indberettet for sent. Den nye praksis betyder, at vi fra marts 2023 vil genoptage sager om for sent indberettede gødningsregnskaber for at vurdere, om der er basis for at ændre afgørelsen. Du behøver ikke at henvende dig, hvis du tidligere har modtaget en afgørelse om for sent indberettet gødningsregnskab.
Vi planlægger også justeringer for den nye ordning økologisk arealstøtte
Vi planlægger, at vi senere på året vil justere konsekvenserne af forsinket indberetning af gødningsregnskab i den nye bio-ordning økologisk arealstøtte.
Læs om den nye bio-ordning økologisk arealstøtte
Læs mere
Ordningen økologisk arealtilskud er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Læs mere om økologisk arealtilskud
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.