Husk bio-ordningerne når du søger om tilskud i fællesskemaet

31-03-2023

Der er ikke mange uger tilbage af ansøgningsrunden. Så husk, at du i år kan søge de nye bio-ordninger og dermed supplere din grundbetaling med ekstra tilskud. Ansøgningsfristen er 28. april, men har du allerede søgt, kan du stadig nå at søge de nye bio-ordninger ved at lave ændringer i din ansøgning frem til 23. maj.

Næsten 19.000 bedrifter har allerede søgt om landbrugsstøtte til et samlet areal på knap 1.250.000 hektar. Men hvis du som landbruger endnu ikke er gået i gang med din ansøgning, er det en god ide at komme i gang med at udfylde den nu eller lave en aftale med din konsulent.

Når du udfylder din ansøgning, skal du huske, at du i år som noget nyt har mulighed for at søge en eller flere af de fem bio-ordninger. Der er samlet afsat 800 mio. kr. til bio-ordningerne, som er skabt for at landbrugere kan få et ekstra tilskud til grundbetalingen ved at bidrage til at gøre landbruget mere klimavenligt og bæredygtigt samt øge biodiversiteten.

Ansøgningsfristen er 28. april, men har du allerede søgt, kan du stadig nå at søge de nye bio-ordninger ved at lave ændringer i din ansøgning frem til 23. maj. Du skal dog være opmærksom på, at bio-ordningens tilskud nedsættes med 1 procent per hverdag, man søger senere end den 28. april.

Vi står klar til at hjælpe

På nuværende tidspunkt er der væsentligt færre ansøgte hektarer på bio-ordningerne, end vi oprindeligt havde forventet. Den lavere søgning skyldes formentlig, at det er første år i en helt ny reform og det tager derfor tid for landbrugerne og konsulenterne, at sætte sig ind i de nye ordninger. Derudover har vilkårene heller ikke været optimale for at gøre brug af bio-ordningerne. F.eks. havde mange landbrugere allerede planlagt, hvordan deres bedrift skulle være i 2023, da ansøgningsrunden gik i gang 1. februar.

Den danske CAP-plan blev som en af de første godkendt den 31. august 2022, men derefter skulle en lang række bekendtgørelser træde kraft. En proces der bl.a. blev forsinket af folketingsvalget. Det betød, at landbrugere først fik reglerne og vejledningerne til de nye tilskudsordninger få uger eller dage før ansøgningsrunden gik i gang. Det gav desværre landbrugerne kort tid til at indrette sig på de nye regler.

Er du i gang med at søge om tilskud, eller har du søgt, vil vi gerne opfordre til, at du overvejer én eller flere af de fem nye bio-ordninger. Vi står klar til at hjælpe dig med eventuelle spørgsmål, så tag endelig kontakt til os.

Læs pressemeddelelsen ”Opfordring fra ministeren – Brug de nye tilskudsordninger”

Læs nyheden ”Vi forlænger ansøgningsrunden med én uge”

Læs mere om de fem bio-ordninger i vores tilskudsguide:

Miljø- og klimavenligt græs – Læs mere klik her

Biodiversitet & bæredygtighed   – Læs mere klik her

Varieret planteproduktion – Læs mere klik her

Økologisk arealstøtte – Læs mere klik her

Ekstensivering med slæt – Læs mere klik her

Kontakt

Har du spørgsmål til din ansøgning eller til bio-ordningerne, er du velkommen til at ringe til os på telefon 33 95 80 00

Kontaktcenteret har også åben skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag fra kl. 09.00 til kl. 12.00.