Virksomheders indberetning til Landbrugsstyrelsen

28-06-2023

For at kunne opretholde økologicertificeringen skal alle certificerede virksomheder hvert år opdatere deres oplysninger til Landbrugsstyrelsen. Sker der ændringer på virksomheden i løbet af året, skal Landbrugsstyrelsen også have besked.

Hvem, hvad, hvor og hvordan?

Indberetningerne til Landbrugsstyrelsen kan opdeles i to – den årlige indberetning og den løbende indberetning. Den årlige indberetning skal alle virksomheder foretage for at få et gældende certifikat. Den løbende indberetning skal I alene foretage, hvis der sker ændringer i virksomheden.

Årlig indberetning

Den årlige indberetning får I besked om pr. mail i november/december. Her får I tilsendt de oplysninger, vi har registreret på virksomheden. I skal på den baggrund opdatere oplysningerne og returnerer mailen med underskrift til Landbrugsstyrelsen senest 15. februar. I skal også underskrive og indsende skemaet, selvom der ikke er ændringer. I vil så senest 31. maj modtage et nyt certifikat som bevis på, at virksomheden er økologicertificeret det kommende år. Hvis I ikke indberetter skemaet til Landbrugsstyrelsen rettidigt, er konsekvensen, at I ikke får fornyet jeres økologicertificering. Virksomheden er dermed ikke længere berettiget til at sælge varer som økologiske.

Løbende indberetning

Den løbende indberetning skal ske, når der sker væsentlige ændringer i virksomheden. Væsentlige ændringer kan være fusioner, navneændringer på virksomheden og/eller kontaktpersonen og ændringer i produktionen, lager, ophør og leje/udlejning af bygninger mv. Ændringerne kan indberettes enten pr. brev, e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk eller på ansøgningsskemaet, som findes på www.virk.dk.

Yderligere oplysninger kan findes i Virksomhedsvejledningen på www.lbst.dk.