Målrettet kvælstofregulering: Se et kort over kystvandoplande med krav om obligatoriske efterafgrøder

23-06-2023

Effekten af årets ansøgningsrunde til målrettet kvælstofregulering er nu opgjort. Der udestår en indsats på ca. 12.320 ha fordelt på 40 kystvandoplande. Ministeren har besluttet, at denne indsats skal leveres ved et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder. Se et kort over kystvandoplande, der omfattes af kravet. Se også vores udkast til bekendtgørelsen, som nu er i høring.

Rigtig mange landbrugere har tilmeldt efterafgrøder i årets ansøgningsrunde, men i nogle kystvandoplande udestår en restindsats, da der ikke er indmeldt tilstrækkeligt med målrettede efterafgrøder. Der mangler en samlet indsats på 12.320 ha efterafgrøder. Det svarer til, at der mangler ca. 3 procent af det samlede indsatsbehov for 2023.

Den målrettede kvælstofindsats skal sikre den nødvendige beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstofudvaskning. Den resterende indsats skal derfor hentes ved et krav om obligatoriske efterafgrøder i de kystvandoplande, hvor der er en restindsats.

Du kan se de kystvandoplande, hvor der kommer et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder på kort over obligatoriske målrettede efterafgrøder 2023. Der vil ikke være tilskud til de obligatoriske efterafgrøder.

Kort over obligatoriske målrettede efterafgrøder:

Hent kort over obligatoriske målrettede efterafgrøder her 

Hvem er omfattet af et krav?

Landbrugere, der har marker i de 40 kystvandoplande, hvor der kommer et krav, vil som udgangspunkt være omfattet af kravet. Du er dog undtaget, hvis du er økolog, eller hvis din bedrifts efterafgrødegrundareal er under 10 hektar.

Sådan kan du se dit krav

Har du et krav om obligatoriske efterafgrøder, vil du inden længe kunne se en beregning af det i gødningskvote- og efterafgrødeskemaet. I Internet Markkort (IMK) vil du også snart kunne se, om en eller flere af dine marker ligger i de områder, hvor der er et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder.

Vi udsender en nyhed, så snart kortet i IMK og opgørelse af kravet i gødningskvote- og efterafgrødeskemaet er klar.

Vi modregner dine frivillige målrettede efterafgrøder i dit krav

De efterafgrøder og alternativer, som du har fået tilsagn om tilskud til, eller alternativt den godkendte kvotereduktion, modregner vi automatisk i et eventuelt krav om obligatoriske efterafgrøder. Det vil sige, at hvis du for eksempel har fået tilsagn om tre ha efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering, og er omfattet af et krav om fire ha obligatoriske efterafgrøder, skal du kun udlægge en ekstra ha efterafgrøder for at opfylde dit krav.

Det vil fremgå af gødningskvote- og efterafgrødeskemaet, om du ved hjælp af dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering allerede opfylder kravet om obligatoriske efterafgrøder, eller hvor mange ekstra ha efterafgrøder, du evt. skal udlægge.

Sådan kan du opfylde dit krav

Der vil som udgangspunkt gælde de samme betingelser for obligatoriske målrettede efterafgrøder som for de pligtige efterafgrøder. Det gælder f.eks. med hensyn til frister for etablering og destruering, valg af alternativer og hvilke typer af efterafgrøder, du kan bruge.

Hvis du vælger at opfylde dit krav ved at etablere efterafgrøder eller alternativer, skal du indberette dette i dit gødningskvote- og efterafgrødeskema senest 10. september.

I stedet for at etablere efterafgrøder eller et af de andre virkemidler, kan du opfylde dit krav om obligatoriske efterafgrøder ved at reducere din kvælstofkvote for planperioden 2023/2024. Ønsker du at vælge denne mulighed, skal du ikke foretage dig noget. Din kvote bliver automatisk reduceret, hvis du ikke indberetter andre virkemidler til at opfylde dit krav.

Vi sender vejledningen og bekendtgørelsen i høring

Vi sender bekendtgørelse om det krav om etablering af målrettede efterafgrøder i ekstern høring i dag. Du kan finde høringsmaterialet på høringsportalen. 

Gå til høringsmaterialet på høringsportalen her

Vejledningen sendes i hørings snarest. I vejledningen kan du læse mere om alternativerne og se kravet i de enkelte kystvandoplande.  

Hvis tørken fortsætter

Det er endnu for tidligt at forudse, om den igangværende tørke vil have betydning for fremspiringen af efterafgrøderne. Fødevareministeriet følger tørkesituationen tæt og vurderer løbende, om der vil være behov for at iværksætte nye initiativer, også med hensyn til efterafgrøder. 

Fødevareministeren gik ud med en tørkeplan for landbruget 14. juni. På Landbrugsstyrelsens hjemmeside kan du holde dig opdateret om de igangværende og nye initiativer. 

Gå til Landbrugsstyrelsens hjemmeside om tørkeplanen 

Mere om målrettet kvælstofregulering

Ordningen målrettet kvælstofregulering er en del af det danske landdistriktsprogram, og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Læs mere om ordningen målrettet kvælstofregulering 2023 i tilskudsguiden.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e -mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.