Økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer: Vi ændrer praksis for udsendelse af afgørelser om bortfald og tilbagebetaling

12-07-2023

Landbrugsstyrelsen vil fremover udsende to afgørelser i de sager, hvor tilsagnet for et areal bortfalder. Dermed stopper den hidtidige praksis med procesorienteringsbreve, hvor vi har orienteret om tilbagebetalingskravet.

Landbrugsstyrelsen vil fremover udsende to afgørelser i sager, hvor tilsagn om enten økologisk arealtilskud eller pleje af græs- og naturarealer bortfalder. Den ene afgørelse indeholder selve bortfaldet af tilsagn for et areal, mens den anden afgørelse vil indeholde krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt tilskud for arealet.

Vi kan af tekniske årsager ikke lave både bortfald af tilsagn og tilbagebetaling i samme afgørelse. Derfor må vi udsende de to afgørelser hver for sig. De to afgørelser bliver typisk ikke udsendt samtidig. Du kan klage over begge afgørelser.

Vi stopper med at sende procesorienteringsbreve

Vi har fra 2020 og indtil nu udsendt procesorienteringsbreve, hvor vi har informeret ansøger om bortfald af tilsagn og tilbagebetalingskrav. Vi udsendte brevene, så ansøger kunne nå at søge nyt tilsagn og udbetaling for de pågældende arealer. Ansøger blev dermed ikke afskåret fra at søge om tilsagn og udbetaling i ansøgningsrunderne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har med en senere afgørelse vurderet, at procesorienteringsbrevet er en afgørelse, som dermed skal leve op til kravene i forvaltningslovgivningen mht. bl.a. klagevejledning. Vi ændrer derfor vores praksis, og vi vil fremadrettet udsende to afgørelser.

Sager, hvor der allerede er udsendt procesorienteringsbreve.

Vi har tidligere udsendt procesorienteringsbreve i en lang række sager, og her bliver procesorienteringsbrevet efterfulgt af den egentlige afgørelse om bortfald og tilbagebetalingskrav, som ansøger kan klage over. Klagefristen vil gælde fra den endelige afgørelse modtages og angår begge skridt i sagsforløbet.

Mere om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer

Ordningerne økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Læs mere om ordningen økologisk arealtilskud

Læs mere om pleje af græs- og naturarealer

logo for EU og LDP 2020

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.