Dispensation for spireevne i vårbyg og havre

22-12-2023

Landbrugsstyrelsen dispenserer for salg af vårbyg og havre med spireevne ned til 75%

Dispensation

Landbrugsstyrelsen dispenserer for spireevne i vårbyg og havre, så virksomheder i foråret 2024 må sælge følgende mængder og sorter med en spireevne ned til 75% (normen er 85%):

Vårbyg (Hordeum vulgare L.), 26.100 ton:
Avenue, Blixen, Evergreen, Feedway, Florence, Firefoxx, Focus, Laureate, NOS, Gambit, NOS Protip, NOS Upstairs, NOS Lollipop, NOS Unity, RGT Planet, Prospect, KWS Thalis, Skyway, RGT Sirius, Stairway, Wish

Havre (Avena sativa L.), 7.500 ton:
Caddy, Dominik, Lion, Nemesis, Max, Scotty, Symphony

Fristen for at indsende ønsker om dispensation er senest mandag den 8. januar 2024. Herefter tildeler vi den enkelte virksomhed den mængde udsæd de må sælge med dispensation. Tilladelsen gælder indtil den 30. juni 2024. Hvis alle ønsker om dispensation ikke kan imødekommes, vil Landbrugsstyrelsen tillade salg af de bedst spirende partier under 85% spireevne. 

Baggrund

Grundet de usædvanlige dyrknings- og høstbetingelser i vækstsæsonen i 2023, har udbytterne af vårbyg og havre været lave. Der forventes derfor en mangel på sædekorn til udsåning i 2024. For at dække efterspørgslen har DAKOFO på vegne af sædekornsbranchen opgjort et behov for at sælge 27.000 ton vårbyg og 7.500 ton havre. 

Vi har på denne baggrund søgt EU Kommissionen om tilladelse til at sælge disse mængder med dispensation for nedsat spireevne. Den danske ansøgning er behandlet i skriftlig procedure efter Kommissions forordning (EF) 217/2006. Der er kommet et enkelt tilbud om levering fra andre lande, som har medført en mindre reduktion af den tildelte mængde, der nu kan sælges med dispensation.

Virksomhederne kan søge om dispensation på følgende måde

Hvis I ønsker at sælge partier med dispensation, skal I søge om dette på mail til planter&biosikkerhed@lbst.dk

  • Vi skal modtage mailen senest mandag kl. 12.00 den 8. januar 2024.

I skal i mailen skrive de mængder, som I ønsker at sælge med dispensation. Desuden skal I oplyse, hvor meget vårbyg og havre jeres virksomhed producerede i 2023. Det er en betingelse for dispensation, at I vælger de bedst spirende partier til salg under dispensationen.

Vi sender svar med besked om dispensation til den enkelte virksomhed senest onsdag den 10. januar 2024 via e-Boks. Vi tildeler mængder under dispensationen i forhold til jeres normale produktionsstørrelse. 

Tillægsmærkning

De partier, som I sælger under dispensationen, skal I tillægsmærke med teksten:

”Må sælges med dispensation for spireevne ned til 75% indtil 30.06.2024. Kun salg i Danmark”.

I skal tillægsmærke partierne ved at trykke teksten i feltet til bemærkninger på den officielle mærkeseddel. I kan også i stedet sætte en label med teksten på hver enhed, eller tydeligt stemple teksten på sækkene i eller uden for den officielle mærkeseddel. 

  • NB! Før I udleverer partierne skal den officielle prøvetager eller en autoriseret prøvetager kontrollere, at tillægsmærkningen er udført. 

Indberetning

I skal indberette de solgte partier en gang om ugen, så vi eventuelt kan justere de tildelte mængder. Vi vedlægger en skabelon for indberetning i forbindelse med dispensationen. Prøvetageren skal ud for det enkelte parti på listen skrive under på, at tillægsmærkningen er udført og kontrolleret. Vi skal modtage jeres indberetning senest hver mandag til planter&biosikkerhed@lbst.dk.

Partier af præbasis- og basissæd

Hvis I har partier af præbasis- og basissæd, kan I sælge dem uden dispensation efter sædekornsbekendtgørelsen, § 41 , hvis I tillægsmærker partierne med den konstaterede spireevne. TystofteFonden skal bagefter have besked om de partier, som I har tillægsmærket, og de skal samtidig have kopi af tillægsmærkningen.

Find bekendtgørelsen om sædekorn her
 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til planterogbiosikkerhed@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.