Vi minder dig om, at du skal indberette dine oplysninger i fællesskema og eventuelt også det nye økologiskema. Det skal du gøre for at være sikker på at beholde din økologicertificering.
Alle økologiske jordbrugsbedrifter skal hvert år indberette oplysninger i både fællesskema og eventuelt økologiskema. Oplysningerne er nødvendige, for at vi kan gennemføre den lovpligtige årlige økologikontrol, og for at du kan få et nyt økologicertifikat (tidligere økologierklæring).
Du skal som altid indberette din økologiske markplan i fællesskemaet for 2023.
Du skal måske også indberette i det nye økologiskema
Som noget nyt i år skal du desuden indberette i økologiskemaet, hvis du har f.eks. husdyrhold, jordløs bedrift, græsningsretter, væksthusproduktion m.m. Du kan læse nærmere herom i den nye Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion, kapitel 3.
Økologiskemaet opretter du i Tast selv under fanen Ansøg og indberet, vælg Opret nyt skema.
Du skal indberette inden den nye frist 28. april 2023, som er gældende både for fællesskema og økologiskema.
Hvis du ikke foretager indberetningen, vil vi tilbagekalde din økologicertificering, ligesom vi vil udstede en bøde for manglende indberetning af oplysninger, da det er en overtrædelse af økologireglerne.
Skriv til os, hvis du ikke længere ønsker at være økolog
Ønsker du at ophøre som økolog, skal du meddele det skriftligt til Landbrugsstyrelsen på Jordbrugskontrol@lbst.dk, att. Økologiadministration. Du kan også gøre det i økologiskemaet i Tast selv under fanen Ansøger, hvor du skriver ophørsdatoen under sagsstatus. Ophørsdatoen kan tidligst være den dato du underretter os skriftligt. Du ophører ikke automatisk ved, at dit tilsagn udløber.
Indberet korrekt
Som økolog er du enten certificeret på dit CPR-nummer eller CVR-nummer/P-nummer. Det er vigtigt, at du indsender dine økologioplysninger på det nummer, du er certificeret i. Du skal også indberette, selvom du endnu ikke har modtaget dit certificeringsnummer.
Få hjælp til at indberette
Hvis du har vanskeligheder med at indsende fællesskemaet eller økologiskemaet, kan du få vejledning og hjælp af Landbrugsstyrelsens kontaktcenter på tlf. 33 95 80 00 eller på vores hjemmeside.
Find vejledning til udfyldelse af fællesskemaet og økologiskemaet her
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk, att. Økologiadministrationen.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.
Du kan abonnere på to typer af økologi-nyheder
Kategorien ”Økologi” er til dig, der gerne vil modtage brede nyheder, der er relevante for alle, der interesserer sig for økologi, og ”Økologi - regler og vejledning” er til dig, der gerne vil modtage oplysninger og nyheder om tilskud, produktion, regler og kontrol, som er relevante for økologiske landmænd, gartnere og forsyningsvirksomheder. Du kan tilmelde dig på dette link.