Hvert år udbetaler Landbrugsstyrelsen milliarder af kroner i landbrugsstøtte til de danske landbrugere, og det er bl.a. landbrugsstøtten, der er med til at sikre, at vi i Danmark har et konkurrencedygtigt landbrugserhverv, der kan levere sikre og sunde danske fødevarer til spisebordene rundt om i landet.
Med den nye landbrugsreform, der trådte i kraft i år, har en stor del af tilskudsordningerne fået tilknyttet nye krav, der bl.a. skal bidrage til at sikre, at Danmarks landbrugsproduktion udvikler sig og bliver endnu mere bæredygtig og klimavenlig i fremtiden.
De mange nye betingelser betyder dog ikke, at landbrugerne kan se frem til markant flere kontrolbesøg fra Landbrugsstyrelsens kontrollører. En stor del af tilskudsbetingelserne kan nemlig kontrolleres ved hjælp af satellitdata. Det betyder også, at Landbrugsstyrelsen i år har skruet op for brugen af data fra satellitterne.
”Den satellitbaserede kontrol er et enormt vigtigt redskab for os, når vi skal sikre korrekt udbetaling af landbrugsstøtte, da det giver os mulighed for at kontrollere alle anmeldte marker på en nem og effektiv måde. Dermed sparer vi hvert år rigtig mange landbrugere for et tidskrævende kontrolbesøg, uden at det går ud over vores kontrol”, fortæller vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Anna de Klauman.
Kontrol højt i himlen
Den øgede brug af satellitterne medfører også, at landbrugerne i år kan modtage flere forskellige typer af høringer, når Landbrugsstyrelsen 13. juli sender høringsbreve ud til de danske landbrugere.
”Den øgede brug af satellitdata betyder også nye typer af høringsbreve. Derfor er det vigtigt, at landbrugere og konsulenter er opmærksomme på, at de måske kan modtage et høringsbrev den 13. juli. Vi gør alt hvad vi kan for at klæde høringsmodtagerne bedst muligt på, så de bedre kan indsende de data, vi har brug for”, forklarer Anna de Klauman.
Tørken betyder ikke flere høringer
Den nuværende tørkeperiode har stor betydning for landets landbrugsarealer. Men den satellitbaserede kontrol kan sagtens levere pålidelige data alligevel. De mange solskinstimer betyder nemlig færre skyer, hvilket giver et godt datasæt og er med til at sikre kvaliteten af analyserne til den satellitbaserede kontrol.
”Det er vigtigt at understrege, at antallet af høringsbreve ikke kommer til at stige på grund af tørken. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, da landbrugerne har rigeligt at se til med den nuværende situation”, siger Anna de Klauman.
Faktaboks - Hvad er satellitbaseret kontrol?
Landbrugsstyrelsen fortager hvert år kontrol af de danske landbrugere for at sikre, at der kun udbetales landbrugsstøtte til de landbrugere, der er berettiget til at modtage tilskud. I den forbindelse gøres der stigende grad brug af data fra satellitter.
Satellitbaseret kontrol er en metode, hvor det gennem analyser af satellitbilleder kan kontrolleres, om tilskudsbetingelserne på en landbrugers marker er overholdt. Under den nuværende EU-landbrugsreform, gældende fra 2023 til 2027, vil kontrollen af tilskudsordninger i større udstrækning end tidligere ske ved hjælp af satellitbilleder.
Et væsentligt formål med den satellitbaserede kontrol er, at landbrugere oplever færre kontrolbesøg og mere vejledning. I stedet for at udtage en mindre andel af ansøgere til kontrolbesøg på bedrifterne, bliver alle de ansøgte arealer kontrolleret med satellitdata. Med anvendelsen af satellitbaseret kontrol går Landbrugsstyrelsen således fra at kontrollere en mindre andel af marker ved fysisk kontrolbesøg til at kontrollere alle marker under den ansøgte tilskudsordning.
Landbrugsstyrelsen udsender en høring til en landbruger, hvis der er identificeret en uoverensstemmelse i forbindelse med kontrollen af en række tilskudsordninger. Ved at reagere på høringsbrevet kan landbrugeren undgå eller minimere nedsættelse af sit tilskud. Såfremt landbrugeren ikke er enig i resultatet fra den satellitbaserede kontrol, kan vedkommende indsende billeder med Landbrugsstyrelsens app og derved undgå en reduktion landbrugsstøtten.
|
Yderligere oplysninger:
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på 33 95 80 00.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.