Over 31.000 landbrugere har nu fået deres landbrugsstøtte

05-12-2022

1. december begyndte udbetalingen af landbrugsstøtte og Landbrugsstyrelsen har allerede udbetalt over 4 milliarder kroner i løbet af de første decemberdage.

Hvert år i december begynder Landbrugsstyrelsen udbetaling af landbrugsstøtte til de danske landbrugere. I år er ingen undtagelse, og 1. december begyndte de første udbetalinger at rulle ind på landbrugernes NemKonti.

Foreløbigt har over 31.500 landbrugere modtaget deres betaling, hvilket svarer til 91 procent af de støtteberettigede ansøgere. I alt udbetaler Landbrugsstyrelsen over 4,2 milliarder kroner pr. 1. december, hvilket er det tidligst mulige tidspunkt i forhold til EU-reglerne.

”Vi er meget tilfredse med, at så stor en andel af ansøgerne i år får udbetalt deres landbrugsstøtte allerede fra den 1. december. Vi har en målsætning om, at mindst 90 procent af ansøgerne skal have modtaget deres landbrugsstøtte senest den 15. december, men vi har i år allerede nået at udbetale til mere end det, i de første par dage af december, hvilket vi er rigtig glade for”, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Lars Gregersen.

Kontrol af ansøgningerne

Hvis der ikke er kommet penge på kontoen endnu, kan det skyldes, at ansøgningen stadig bliver behandlet. Det er dog vores forventning, at næsten alle de resterende ansøgninger vil være færdigbehandlet i løbet af den ordinære udbetalingsperiode, som løber frem til den 30. juni.

En del af sagsbehandlingen kan eksempelvis være kontrol for omgåelse af kravene for at modtage landbrugsstøtte. 1,4 procent af årets ansøgere afventer denne kontrol og næsten alle har modtaget et høringsbrev herom.

Udover grundbetalingen, påbegynder Landbrugsstyrelsen også udbetaling af økologisk arealtilskud, tilskud til pleje af græs og tilskud til målrettet regulering i løbet af de første dage i december.

Yderligere oplysninger:

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.