Det endelige krav til husdyrefterafgrøder kommer til at fremgå af plantedækkebekendtgørelsen, som træder i kraft 1. august 2025. Af hensyn til landbrugernes mulighed for at planlægge markdriften, offentliggør vi allerede nu det forventede husdyrefterafgrødekrav i de enkelte oplande for planperioden 2025/2026.
Du skal dog være opmærksom på, at der kan komme ændringer i kravet og justeringer til, hvor grænsen mellem de forskellige oplande ligger.
Der er fortsat krav om, at der skal etableres i alt ca. 34.000 ha husdyrefterafgrøder på landsplan. Kravet til husdyrefterafgrøder i det enkelte opland vil maksimalt være på 32 pct. af efterafgrødegrundarealet.
Tabel med oplandenes forventede husdyrefterafgrødekrav
Oversigtskort over oplande med forventede krav over husdyrefterafgrøder
Du kan se de forventede procentkrav for de enkelte oplande i Internet Markkort (IMK) i vores Tast Selv og i MiljøGIS på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Husdyrefterafgrødekravet i MiljøGIS
Husdyrefterafgrødekravet for 2025/2026 er bl.a. beregnet ud fra datagrundlaget fra vandområdeplanerne for 3. vandplansperiode. Vi justerer årligt kravet til husdyrefterafgrøder på baggrund af de ændringer, der er indberettet om, hvor meget organisk gødning, der bliver brugt i nærheden af beskyttede naturområder.
Driver du økologisk jordbrugsvirksomhed, eller hvis du udbringer mindre end 30 kg N fra organisk gødning pr. ha harmoniareal, bliver du ikke omfattet af krav om etablering af husdyrefterafgrøder.
Husdyrefterafgrødernes formål
Husdyrefterafgrøder er med til at sikre, at der ikke sker en merudvaskning af kvælstof fra den organiske gødning – hvor kvælstof finder vej fra marken til oplande til nitratfølsomme habitatnaturtyper i Natura 2000-områder.
Derudover skal husdyrefterafgrøderne også etableres i de kystvandoplande, hvor der er behov for at sikre, at der ikke sker en merudvaskning til vandmiljøet.
Pligtige- og husdyrefterafgrøder