Rekordstor interesse for at søge Miljø- og klimateknologi 2023

01-03-2024

En god nyhed er landet, efter vi har lukket ansøgningsrunden for Miljø- og klimateknologi 2023: Alle ansøgere, som lever op til kravene, kan forvente at få tilsagn. Med ansøgninger for næsten 400 mio. kr. bliver ordningen et vigtigt led i indsatsen for at mindske miljø- og klimapåvirkningen fra primære jordbrugsbedrifter.

Ansøgningsrunden til Miljø- og klimateknologi 2023 lukkede 31. januar 2024. Tilskudspuljen var med 570 mio. kr. historisk høj, og der er søgt om tilskud for
ca. 396 mio. kr. Det betyder, at alle de ansøgere, som lever op til kravene, kan forvente at få tilsagn.

Tilskuddet skal stimulere den grønne omstilling

”Det er rigtig godt nyt, at der er så stor interesse i at investere i grønne teknologier, og vi er glade for at kunne bidrage til at stimulere den grønne omstilling. Desuden giver det os mulighed for at hjemtage en betydelig del af de resterende midler fra landdistriktsprogrammet,” siger Monique Hes, teamleder i Landbrugsstyrelsen.

Fakta om ansøgningsrunden

Vi har modtaget hele 1.550 ansøgninger om tilskud. De fordeler sig mellem 101 forskellige miljø- og klimateknologier, inden for 10 forskellige indsatsområder fra landbrugere og gartnere. Det er den sidste miljøteknologiordning, som finansieres med midler fra landdistriktsprogrammet 2014-2022.

Her kan du se, hvordan søgningen fordeler sig pr. indsatsområde:

Indsatsområde

Indsats

Ansøgt beløb

 Antal ansøgninger

1

Reducere ammoniakudledning fra gylletanke

147,1 mio.    

945

2

Reducere ammoniakudledning fra svinestalde        

18,6 mio.

46

3

Reducere ammoniakudledning fra kvægstalde

42,7 mio.

140

4

Reducere ammoniakudledning fra fjerkræstalde

13,3 mio.

18

5

Reducere energiforbruget i fjerkræstalde

25,9 mio. 

61

6

Reducere pesticidforbruget i planteavl

84,3 mio. 

281

7

Reducere pesticidforbruget i kartoffelavl

14,8 mio. 

30

8

Reducere pesticidforbruget i gartnerier

560 t.

3

9

Reducere energiforbruget i gartnerier

48,5 mio.

24

10

Reducere næringsstofforbruget i gartnerier

550 t.

2

 

Samlet    

396,3 mio.

1550

Stor interesse for tilskud til overdækning af gylletanke

Reducering af ammoniakudledning fra gylletanke har fået sit eget særskilte indsatsområde under ordningen, så alle landbrugere kunne søge tilskud til teknologien, uanset om man har en bedrift med husdyr eller er planteavler. 

Det giver langt flere landbrugere mulighed for at få støtte til at mindske udledning af ammoniak fra deres gylletanke. Indsatsområdet blev den suverænt mest populære – hele 945 ansøgere har søgt om tilskud for i alt 147,1 mio. kr.

Et år til at gennemføre projekter – og ekstra tid til teltoverdækning

Hjemtagning af EU-midler fra Landdistriktsprogrammet skal ske inden udgangen af 2025. Derfor skal projekter under denne ordning gennemføres inden for et år.

Projektperioden starter den dag, man har indsendt en ansøgning om tilsagn. Af samme grund er projektforlængelse og -ændringer ikke muligt. I projektperioden er det kun muligt at søge om overdragelse.

En undtagelse fra denne regel gælder indsatsområde 1 – Reducere ammoniakudledning fra gylletanke, hvor projektperioden kører frem til 30. juni 2025.

Læs mere om forlængelse af projektperioden for overdækning til gylletanke

Om ordningen

Tilskuddet har til formål at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra primære jordbrugsbedrifter. Ordningen er en del af Landdistriktsprogrammet (LDP) 2014-2022, der har som overordnet mål at styrke bæredygtighed, innovation og konkurrenceevne i den primære jordbrugssektor samt bidrage til strukturudvikling på landbrugsbedrifterne med en mere ressourceeffektiv landbrugsproduktion til følge.

EU & LDP logo

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk 

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.