Infoarket om småbiotoper er blevet ændret på grund af en fejl i arket

19-03-2024

Vi har netop opdateret infoarket om småbiotoper på grund af en fejl i arket. I arket er der bl.a. en tabel, der viser, hvilke aktiviteter der er tilladte på småbiotoper. Der stod i tabellen, at det er tilladt at slå småbiotoper, hvis plantematerialet ikke fjernes. Det er dog kun tilladt på småbiotoper, der er indberettet under grundbetalingsordningen alene.

Du må ikke udføre landbrugsaktiviteter på småbiotoper, du har indberettet til at opfylde GLM 8-kravet, og du må heller ikke udføre landbrugsaktiviteter på småbiotoper, som du søger tilskud til under bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed. For begge inkluderer det også slåning.

GLM 8 er kravet om at etablere mindst 4 pct. af bedrifters omdriftsarealer med ikke-produktive elementer og arealer. 

I et infoark om småbiotoper fra januar skrev vi fejlagtigt, at det er tilladt at slå småbiotoper, hvis plantematerialet ikke fjernes. Det er dog kun tilladt på småbiotoper, der er indberettet under grundbetaling alene. Småbiotoper indberettet under grundbetalingsordningen alene må du til forskel gerne udføre landbrugsaktiviteter på, hvilket også gælder slåning. 

Fejlen i infoarket om småbiotoper er blevet rettet, og du kan se den opdaterede version på vores hjemmeside. Hvis du har indsendt dit fællesskema, og du gerne vil ændre det, kan du gøre det frem til ændringsfristen 17. maj 2024.

Se ark om småbiotoper

I disse tilfælde må du gerne jordbearbejde småbiotoper

Du må gerne undtagelsesvist på alle typer småbiotoper jordbehandle din småbiotop, hvis det sker i forbindelse med enten vådgøring, tilplantning af træer og buske og/eller tilplantning af et plantedække, som ikke er en produktionsafgrøde. Du må aktivt tilplante dit areal med træer og buske og/eller et plantedække i hele kalenderåret, så længe beplantningen ikke har produktion for øje.

Hvis vi i en kontrolsituation ser, at du har slået din småbiotop, vil vi registrere arealet som det, der bliver konstateret på arealet. Det kan for eksempel være slåningsbrak.

Mere information

Du kan læse mere om småbiotoper i vejledningerne om grundbetaling, konditionalitet og bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed. Her har det hele tiden stået korrekt, at det ikke er tilladt at udføre landbrugsaktiviteter på småbiotoper, dog på nær småbiotoper under grundbetaling alene. 

Find vejledningen om grundbetaling og tilskudsberettigede arealer her

Find vejledningen om bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed her

Find vejledningen om konditionalitet - miljø her

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.