Vand- og klimaprojekter 2024-2025: Bekendtgørelsen er nu i høring

13-05-2024

Som noget nyt er det muligt at søge om tilskud til fosforvådområdeprojekter og projekter om restaurering af ådale under vand- og klimaprojekter 2024-2025. Ordningen åbner i juni 2024, og bekendtgørelsen er nu sendt i høring. Send dit høringssvar inden 7. juni 2024.

Vand- og klimaprojekter er vigtige for at forbedre vandmiljøet og for at reducere udledningen af drivhusgasser fra de kulstofrige lavbundsjorder.

Fra juni kan du igen søge om tilskud til vand- og klimaprojekter. I 2024 åbner ordningen med alle fire indsatser: 

  • Kvælstofvådområdeprojekter
  • Lavbundsprojekter
  • Fosforvådområdeprojekter
  • Projekter om restaurering af ådale (fysiske vandløbsindsatser på landbrugsjorder). 

I 2024 planlægger vi at åbne ordningen for ansøgninger 20. juni og lukke ansøgningsrunden 3. september.

Vi kan give tilsagn om tilskud til op til 100 pct. af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til projektet. 

Bekendtgørelsen er nu i høring. Du kan finde bekendtgørelsen på høringsportalen, hvor høringsfristen er 7. juni 2024. Vi forventer, at bekendtgørelsen træder i kraft juni 2024.

Læs bekendtgørelsen og indsend dit høringssvar på høringsportalen her

Nyt i ordningen i 2024

I 2024 er der ændret på reglerne, og der er tilføjet muligheden for at søge om tilskud til fosforvådområder og restaurering af ådale. Projekterne skal opfylde bestemte kriterier for at få tilsagn om tilskud. Kriterierne er ændret for at få mere fremdrift på ordningen.

Det er blandt andet nyt i år, at:

  • Det er igen muligt at søge om tilskud til fosforvådområdeprojekter. Kravene for at modtage tilskud til et etableringsprojekt er forenklet i forhold til seneste ansøgningsrunde i 2022.
  • Kvælstofvådområdeprojekter skal være placeret i et delopland, hvor der i den tilhørende kystvandgruppe er et kvælstofindsatsbehov. Det betyder, at der bliver større fleksibilitet i forhold til placering af kvælstofvådområdeprojekter, da det er kvælstofindsatsbehovet i kystvandgruppen og ikke det enkelte delopland, der er styrende for placeringen af vådområdet.
  • Det er ikke længere et krav ved etablering af lavbundsprojekter, at 60 pct. af projektområdet skal overlappe med kulstofrige lavbundsarealer med minimum 6 pct. kulstof. Effekten sikres ved, at projektet skal være omkostningseffektivt og have en positiv nettoreduktion af klimagasser.
  • Bekendtgørelsen er toårig, og ansøgningsrunder for 2025 er derfor allerede nu fastlagt.

Du kan læse mere om ændringer i ordningen i høringsbrevet på høringsportalen

Projekterne bidrager til den grønne omstilling af landbruget

Kvælstofvådområdeprojekter forbedrer vandmiljøet ved at reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande. Kvælstofvådområder er typisk placeret kystnært og skal være beliggende i et delopland, hvor der i den tilhørende kystvandgruppe er et kvælstofindsatsbehov.

Lavbundsprojekter reducerer udledningen af drivhusgasser til atmosfæren fra kulstofrige lavbundsjorder. Desuden kan projekterne forbedre vandmiljøet ved at reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande, hvis projektet er beliggende i et delopland, hvor der i den tilhørende kystvandgruppe er et kvælstofindsatsbehov. 

Fosforvådområdeprojekter forbedrer vandmiljøet i søer ved at reducere udledningen af fosfor til søerne. Fosforvådområder er placeret opstrøms søer med et fosforindsatsbehov.

Projekter om restaurering af ådale forbedrer de fysiske forhold og bidrager til opfyldelse af de fastsatte miljømål for udvalgte vandløbsstrækninger. Projekterne genskaber sammenhængen mellem vandløb og de vandløbsnære arealer gennem en restaurering af vandløbet og dets ådal. Indsatsen vil også kunne bidrage til fjernelse af kvælstof og til reduktion af drivhusgasudledning.

Ordningen er ikke omfattet af kravet om miljøvurdering

Vi har truffet afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at bekendtgørelsen til projektstøtteordningen vand- og klimaprojekter 2024 og 2025 ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering. 

Du kan læse afgørelsen her

Om vand- og klimaprojekter 2024-2025

Lavbundsprojekter finansieres 100 pct. af EU via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Kvælstofvådområdeprojekter, fosforvådområdeprojekter og projekter om restaurering af ådale finansieres delvist (80 pct.) af EU via ELFUL og delvist af nationale midler fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (20 pct.).

I 2024 er der afsat i alt 270 mio. kr. fordelt på de fire indsatser med størstedelen af midlerne målrettet kvælstof- og lavbundsindsatserne. Ordningen er en del af den danske CAP-plan 2023-2027, som har til formål at understøtte EU-fælles målsætninger om en økonomisk bæredygtig landbrugssektor, fremme den grønne dagsorden indenfor miljø, klima og natur samt styrke udviklingen i landdistrikterne. 

Logo_Finansieret af EU  

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.