Du kan nu se det opdaterede kort over oplande til søer med krav om skærpede fosforlofter inde på MiljøGIS. Kortet er opdateret til vandområdeplanerne 2021-2027, der blev vedtaget i 2023. Kortet vil indgå i beregningen af jordbrugsvirksomhedernes fosforarealkrav i planperioden 2024/2025.
Hvilke ændringer er der sket i kortet?
I vandområdeplanerne for 2021-2027 er 368 søer omfattet af skærpede fosforlofter. Det svarer til 21 pct. af landbrugsarealet. I de forrige vandområdeplaner var 417 søer og 22 pct. af landbrugsarealet omfattet.
Selvom det samlede areal af oplande med krav om skærpet fosforloft på landsplan forbliver stort set uændret, vil der ske mindre forskydninger i hvilke arealer, der er omfattet af det skærpede fosforloft. Enkelte søer er gået ud af vandområdeplanerne 2021-2027, og enkelte nye søer er kommet til. Der er desuden sket justeringer i oplandsafgrænsningen af enkelte søer.
Det betyder, at mængden af fosfor du må udbringe med gødningen på dit areal i planperioden 2024/2025 kan blive større eller mindre end før.
Bekendtgørelser kommer i høring i slutningen af maj
Afgrænsningen af oplandene vil blive fastsat i bekendtgørelse om afgrænsning af oplande til søer med krav om skærpede fosforlofter. Bekendtgørelsen om afgrænsning understøtter gødningsanvendelsesbekendtgørelsens regler om beregning af fosforarealkrav for jordbrugsvirksomheder.
Vi forventer at sende udkast til bekendtgørelsen om afgrænsning og gødningsanvendelsesbekendtgørelsen i høring omkring den 24. maj 2024. Vi informerer om ændringerne ved høringen. Bekendtgørelserne skal træde i kraft ved starten af planperioden 2024/2025 den 1. august 2024.
Links til yderligere information:
Du kan se kortene på Landbrugsstyrelsens profil på MiljøGIS.
Gå til Landbrugsstyrelsens profil på MiljøGIS
Læs om fosforarealkrav i Landbrugsstyrelsens vejledning om gødsknings- og harmoniregler.
Gå til Landbrugsstyrelsens vejledning om gødsknings- og harmoniregler
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Miljo-Erhvervsregulering@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.