Aarhus Universitet har udarbejdet et nyt og mere nøjagtigt jordbundstypekort til Landbrugsstyrelsen. Jordbundstypekortet viser, hvordan jordbunden er sammensat i Danmark og er udarbejdet med brug af nye digitale værktøjer og inddragelse af nye datavariable samt tusindvis af tilgængelige jordprøver. Det nye kort styrker det faglige grundlag for, hvordan vi klassificerer jorden, da det er mere præcist og har en opløsning på 10 x 10 meter mod tidligere 30,4 x 30,4 meter.
Det nye kort ændrer jordbundstyper for en stor del af landets arealer, og overordnet set bliver jordene opgjort som mere lerholdige end hidtil.
Vi forventer, at det nye kort træder i kraft 1. august 2024.
Se materialet på høringsportalen
Det er også allerede nu muligt at se det nye jordbundstypekort i Landbrugsstyrelsens Internet Markkort (IMK) under temaet ”jordbunds- og terrænforhold”.
Hvad betyder det for dig, der er landbruger?
Jordbundstypekortet har betydning for regler under flere af Landbrugsstyrelsens områder. Det nye kort vil derfor have betydning for den kvælstofnorm, der gælder for dine marker, og det kan have betydning for, hvornår du må udbringe organisk gødning samt jordbearbejde.
Den nye bekendtgørelse er hovedsageligt en videreførelse af de allerede eksisterende regler, herunder videreføres også de gældende regler om fravigelse fra jordbundstypen (udfordringsretten). Den nye bekendtgørelse rummer således alene en faglig opdatering af kortgrundlaget.
Kortet har også betydning for reglerne under GLM 2, 5, og 6. Vi sender snarest en nyhed ud omkring dette.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljo-erhvervsregulering@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens presseteam på telefon 41 89 25 07.