Pleje af græs- og naturarealer: Kontakt Landbrugsstyrelsen senest 8. marts 2024, hvis din virksomhed er ophørt før 1. februar 2024, og du mangler at sende producentskifteerklæring

21-02-2024

Fra 1. januar 2024 skal du indberette producentskifte i dit fællesskema, hvis du overdrager marker med tilsagn om pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 66, 67, 68 og 69). Men, hvis dit CVR-nummer er ophørt inden 1. februar 2024 vil du ikke have mulighed for at tilgå fællesskemaet, og du skal derfor kontakte Landbrugsstyrelsen.

Har du som overdrager af et tilsagn om pleje af græs- og naturarealer lukket din virksomhed før 1. februar 2024, og du derfor ikke har adgang til Fællesskema 2024, hvor du kan indsende oplysninger om producentskifte, skal du henvende dig til Landbrugsstyrelsen senest 8. marts 2024. Så vil vi hjælpe dig med at få gennemført producentskiftet. 

Du skal sende en mail til arealtilskud@lbst.dk, hvor du i emnefeltet angiver ’Manglende producentskifte på PLG 2024’.

I mailen skal du skrive årsagen til, hvorfor du endnu ikke har indsendt producentskifteerklæringen i Fællesskema 2024. Det kunne eksempelvis være ophør af virksomhed eller afslutning af bo før 1.februar. 

Derudover skal mailen også indeholde oplysninger om overdrager (cvr.nr. eller cpr.nr., evt. oplysninger om konsulent), erhverver (cvr.nr. eller cpr.nr., evt. oplysninger om konsulent) og oplysninger om de marker, der indgår i overdragelsen med eller uden producentskifte. 

Du skal dog være opmærksom på, at hvis du bruger CPR-oplysninger i stedet for CVR-nummer skal du bruge ’sikker e-mail’, når du kontakter os. Du kan læse mere om ’sikker e-mail’ på vores hjemmeside. 

Gå til hvordan du sender ’sikker e-mail’ til Landbrugsstyrelsen

Mere om pleje af græs- og naturarealer

Ordningen pleje af græs- og naturarealer er en del af den danske CAP-plan, CAP2023 og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Læs mere om pleje af græs- og naturarealer 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.