Det nye design har bl.a. til formål at skabe genkendelighed mellem Fællesskemaet og Økologiskemaet, samt at gøre Økologiskemaet mere brugervenligt at navigere i ift. om du vil ansøge om at blive økolog, lave din årlige indberetning, eller indsende en ændring. Forventningen er, at det vil give en bedre brugeroplevelse når skemaet åbner 3. februar 2025.
Baggrund om Økologiskemaet
Økologiskemaet samler alle aktuelle oplysninger om den økologiske bedrift. Indberetningen af den økologiske produktion blev taget ud af fællesskemaet og placeret i økologiskemaet i 2023. Årsagen til, at økologiskemaet blev lavet, var bl.a. at forbedre performance på fællesskemaet og at gøre den økologiske status uafhængig af fællesskemaets åbningsperiode og udbetaling af tilskud.
Det giver en række fordele for dig som bruger, at beviset på din økologiske produktion, økologicertifikatet, er uafhængig af fællesskemaet. Økologicertifikatet bliver udstedt efter hver indberetning og ændring, så det altid er opdateret ift. din aktuelle produktion, hvilket ikke var muligt, da indberetningen foregik i Fællesskemaet.
Ansøgning om certificering til økologisk jordbrugsproduktion blev i samme ombæring digitaliseret i form af det samme Økologiskema.