I perioden den 2. - 26. september 2024 har du mulighed at søge en helt ny type tilskudsordning ”Tillæg til naturværdi”. Den nye ordning kan du søge til naturarealer, hvor du allerede har eller søger et tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer uden grundbetaling og med forpligtelse til græsning (tilsagnstype 68).
Hvad er formålet med det nye tillæg til naturværdi?
Der er tale om en pilotordning, som skal belønne den opnåede naturværdi på græsningsarealer med et økonomisk tillæg på mellem 1.000 til 2.000 kr./ha.
Den naturværdi som belønnes med denne ordning, måles på en række indikatorer for natur og biodiversitet, som ansøger selv dokumenterer:
- Planteindikatorer (plantearter som er almindelige på arealer med god naturtilstand)
- Strukturer (variationer i vegetationen der gavner biodiversiteten).
- Processer (din græsningsstrategi, dvs. græsningstryk/græsningsperiode/græsningsdyr).
Hvem kan søge tillægget?
Du kan kun søge ordningen til arealer indenfor projektområdet, LIFE IP Natureman. Projektområdet ligger primært i Midtjylland og Himmerland.
Det er et krav, at du har eller søger et plejegræs-tilsagn med satsen 2.600 kr./ha (tilsagnstype 68 uden grundbetaling og med forpligtelse til græsning).
Landbrugsstyrelsen kan i 2024 imødekomme op til 10 ansøgere og i alt 100 ha. Hver ansøger kan maksimalt få tilsagn til 30 ha.
Hvor meget udgør tillægget?
Tillægget udgør pr. hektar enten 1.000 kr. eller 2.000 kr. afhængigt af hvor god naturværdi du kan dokumentere på arealet.
Tillægget udbetales som et supplement til dit grundlæggende græsningstilskud på 2.600 kr./ha. Selvom du får et tilsagn om tillæg, så er det dog frivilligt og helt uden sanktion, hvis du årligt undlader at søge om udbetaling af tillægget.
Hvornår skal jeg søge det nye tilsagn?
Du kan søge tilsagn om tillæg til naturværdi fra den 2. september 2024 i et ansøgningsskema, som findes på vores hjemmeside. Udfyld skemaet og send det retur pr e-mail til Arealtilskud@lbst.dk senest den 26. september 2024.
Ansøgningsskema på lbst.dk
Mere om pleje af græs- og naturarealer
Ordningen pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 68 og 69) er en del af den danske CAP-plan, CAP2023, og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Vejledning om Pleje af græs og naturarealer